Sjældenheds-antals-lyv i Zinck-auktionskatalogerne I-VIII 2001-2004 / Thomas Høiland Auktioner A/S / Holger Hedes møntbog / Siegs Møntkatalog / L.E. Bruun 20023 / Emil Glückstadt 1924 / Danefæ / Georg Galster/ Børge Juul

Angivelserne af sjældenheds-antal i Zinck-katalogerne

Et supplement til anmeldelserne af Emil Glückstadts katalog 1924 (note 1),

L.E. Bruuns Doublet katalog 1925 (note 1)

og Holger Hede katalogerne 1988-1994 (note 2).

Georg Galster fremlagde i 1924 de præcis samme synspunkter, som Grelber gør 80 år senere (note 1).

Eget Forlag, som udgiver Zinck-indekset, har tilladt Grelbers Forlag at trykke nærværende appendiks til Zinck-indekset 2004. Appendikset beskæftiger sig med sjældenheds-antal, men ikke med de øvrige aspekter af auktionshusets salgsindsats vedrørende Zinck-samlingen, herunder bl.a. almindelig katalogbeskrivelse, anvendelse / frasortering af irrelevante eller forældede litteratur-citater, kvalitetsvurdering, katalogudformning, fotografarbejde og farveillustrationer samt markedsføring.

Appendikset behandler kun det for samlere, købere og investorer vigtige aspekt, der påkalder sig stor interesse og også kan have en vis økonomisk betydning:

tilforladeligheden af angivelserne vedrørende sjældenheds-antal.

Den forfatter, som betros at udfærdige kataloget til en samling på niveau med Zinck-samlingen står med en uforlignelig chance, der kun tilfalder 1 forfatter en enkelt gang for hvert ca. 50. år. Denne lykketilsmilede forfatter har da et særdeles stort ansvar overfor numismatikken for ikke at tabe denne formidable chance på gulvet. Forfatteren får tillige lejligheden til at bevise sit værd med et katalogkorpus, der bliver stående til kommende generationers samlere i de følgende 100 år eller mere. Forfatteren får som bonus for sin indsats oven i købet en stor portion mammon.

I de 8 Zinck-auktionskataloger, som Thomas Høiland Auktioner A/S har udsendt i perioden april 2001 til november 2004, er der i alt blevet udbudt 3.187 enkelt lots og samle lots med totalt 3.422 eksemplarer af dansk-norske mønter m.m.

Disse 3.187 lots havde en samlet opråbspris på DKK 16.141.250 og den samlede hammerslagspris blev DKK 30.739.385 (è 190 % af opråbsprisen).

Desuden blev der i katalog nr. IV udbudt 135 lots med udenlandske mønter til en samlet opråbspris på DKK 247.950 og en samlet hammerslagspris på DKK 586.920 (è 236 % af opråbsprisen).

Auktionshuset anlagde strategisk den opråbsprispolitik at sætte meget lave opråbspriser, dvs. priser langt under markedsprisen. En sådan fremgangsmåde giver en god reklameværdi, når auktionshuset bagefter udtaler sig om, hvor højt over opråbspriserne auktionshuset præsterer at sælge varerne. Skribenten har her ikke foretaget udregning af eller skøn over, hvor lavt opråbspriserne blev fastsat under den gængse ’forventede almindeligt vurderede markedspris’.

Overordnet og generel analyse af angivelserne af sjældenheds-antal

i Zinck-auktionskatalogerne I-VIII, 2001-2004

I hele den fire år lange salgsperiode har det uafhængige Grelbers Forlag publiceret det kritiske og stærkt satiriske massemedie ”Månedens Kommentar” (MK) (note 3), der generelt beskæftiger sig med snyderierne med sjældenheds-antal i den professionelle skandinaviske auktionsbranche dokumenteret med konkrete og grove tilfælde af bevidst snyderi. Stort set alle auktionshuse er uden forskel blevet behandlet i de mere end 100 udgaver af MK, som hidtil er blevet publiceret. De Ekstrablads-agtige overskrifter og de tilhørende tekster er i 4 års perioden gradvist blevet skrappere og skrappere i ordvalg og formulering. Også Fa. Høiland’s 8 Zinck-auktioner er blevet stikprøvevis efterprøvet. Det stod allerede fra det allerførste Zinck-katalog i april 2001 klart for Grelber, at Fa. Høiland valgte at anvende falske ’oplysninger’ om sjældenheds-antal som salgsfremmende element for Zinck-mønterne. Efter denne erkendelse udplukkede Grelber blot løbende 1-3 stikprøver fra hver af de 8 Zinck-auktioner for at konstatere, hvorvidt Fa. Høiland hen ad vejen ville vælge at indføre en anden politik for udtalelserne om sjældenheds-antal under indtryk af de snyderi-afsløringer, der løbende blev offentliggjort i MK. Det kan efterfølgende konstateres, at auktionshuset ikke, som Grelber lønligt og forhåbningsfuldt troede, ville lade sig retlede; men i stedet valgte auktionshuset bevidst at videreføre den samme samler-vildledende politik uforandret gennem alle 8 kataloger. Det må rent statistisk forventes, at et større antal af de i Zinck-katalogerne trykte antals-’oplysninger’ ved efterprøvelse viser sig at være falske.

Grelbers Forlag har på ingen måde påtaget sig systematisk at afsløre alle de forventeligt mange falske angivelser af sjældenheds-antal. Fremtidens samlere og brugere af Zinck-katalogerne er hermed advaret. Fa. Høiland forsøgte undervejs i fireårs perioden med advokathjælp at standse den kritik, der blev fremført i MK, idet advokaten truede med injurie-søgsmål og erstatnings-retssag og straffe-retssag.

Dette forsøg viste sig frugtesløst, idet auktionshuset tabte advokatsagen, og udgivelsen af MK fortsatte upåvirket.

De 8 Zinck kataloger består af et klister- og flet- værk af afskrifter fra andre skribenters forskellige udtalelser om sjældenheds-antal helt uden et kunst-værks kvaliteter. Desværre er de kopierede skribenters antals-’angivelser’ generelt ligeså inkompetente, som auktionshuset selv er indenfor dette ganske vigtige katalogiserings-felt. Muligvis er denne afskrifts- og kopierings- politik blevet anvendt af Fa. Høiland som et forsøg på at vaske egne hænder og forsøg på at undgå ansvarspådragelse under hævdelse af, at udtalelserne jo ikke er fremsat af Fa. Høiland, men blot ’citeret’ fra en oplyst kilde – uanset at denne er lige så uvederhæftig. Fa. Høiland burde have vidst bedre. Et antal steder oplyser Fa. Høiland dog ingen kilde til de påviste falske og gættede faktuelle ’oplysninger’, og i sådanne tilfælde vælger Fa. Høiland altså selv at påtage sig æren eller skylden for at fremsætte (have ’researchet’ !) den falske ’oplysning’.

De købere, som Fa. Høiland med sine katalog-beskrivelser forventeligt burde have vejledt ved at anvende sande og rigtige sjældenheds-antal, betalte til Fa. Høiland et samlet købersalær for de dansk-norske mønter på i alt DKK 6.147.877 (20 % af hammerslagsprisen). For denne millionløn udførte Fa. Høiland følgende arbejdsindsats:

Om mere end 496 dansk-norske enkeltmønter har Fa. Høiland udtalt sig om sjældenheds-antallet. Disse udtalelser er angivet enten i form af direkte kopierede R-’oplysninger’ eller som tilfælde, hvor auktionshusets ’oplysning’ på falsk vis har illuderet at være underbygget af en tilbundsgående og omhyggelig og pålidelig og troværdig sjældenheds-undersøgelse af formen ”Denne mønt kendes i X eksemplarer i privateje”.

En undersøgelse som auktionshuset bare ikke har foretaget.

Fa. Høilands trykte antals-’oplysninger’ bygger altså i hovedsagen på et vilkårligt og udokumenteret skøn og grundlag uden tilbundsgående undersøgelse.

Fa. Høiland foretog i virkeligheden intetsteds nogen tilbundsgående selvstændig research eller efterprøvelse af sjældenheds-antal-’oplysningerne’. Derudover var Fa. Høiland - og er fortsat - i det hele ganske inkompetent til at udtale sig om sjældenheds-antal. R-’oplysningerne’ blev i stedet i de to første Zinck-kataloger simpelthen bare afskrevet fra de ukurante møntbøger Hede og NM. Nøjagtig den samme ’professionelle ekspert’-vildledningsindsats kan enhver nybegyndersamler af årgangsmønter præstere efter 3 måneders samleri – og det helt uden salærbetaling.

Fra og med katalog III kopierede Fa. Høiland endvidere også Sieg-katalogets R-’oplysninger’. Det er et forunderligt faktum, at Sieg-katalogets R-’oplysninger’ i hovedsagen også blot er afskrift fra Hede’s ca. 84 år antikverede mønt-bog.

Fa. Høiland valgte således at anvende en ’dobbelt-konfekt’ politik med både Hede- og Sieg- R-’oplysninger’. Dette var så dobbelt pinligt for auktionshuset, da MK kunne dokumentere, at både Hede og dermed også Sieg R-’oplysningen’ var falske !

Men for det store flertal af bydere og købere, som ikke kender baggrunden, ser dobbelt så mange (falske) R’er i salgskataloget jo vældigt imponerende ud og er potentielt med til at skrue priserne i vejret.

På det pinligste viste det sig i løbet af de fire auktionsår, at udgiverne af Sieg kataloget er ligeså inkompetente til at håndtere såvel oplysninger om sjældenheds-antal, såvel som Sieg-udgivernes egne forpligtelser overfor katalogkøberne, samlerne og auktionshusenes afskrivere, idet Sieg-udgiverne fuldt bevidst undlader at korrigere falske R-’oplysninger’, de gentagne gange tidligere har fået dokumenteret usandheden af.

Fa. Høiland handler lige så moralsk forkasteligt som de inkompetente Sieg-udgivere:

De oplysninger om sjældenheds-antal i Fa. Høilands kataloger, som MK allerede en eller flere (sic !) gange tidligere havde dokumenteret var falske, gentog Fa. Høiland frejdigt og fuldt bevidst uden korrektion i senere af Fa. Høilands auktionskataloger.

Fa. Høiland er og var gennem alle fire auktionsår fuldt bekendte med, at Hedes møntbog og Sieg-katalogerne systematisk indeholder et større antal falske R-’oplysninger’. Fa. Høiland valgte fuldt vidende at vildlede bydere ved at kopiere forældet og utidssvarende og forkert eller utilstrækkelig forskning fra disse bøger.

Fa. Høiland og Sieg undlader helt bevidst at anvende den nyeste, rigtigere forskning.

Hvis man anslår kopiering af en R-’oplysning’ fra Hede, Sieg eller NM til at koste 1 minuts kopierings-arbejdstid, har auktionshuset for det af køberne betalte salær på 6.147.877 kroner til arbejdsløn m.v. for bl.a. 496 sjældenheds-antals-udtalte mønter altså ydet i alt 496 minutters’research’-arbejde (dvs. afskrifts-arbejde) i forbindelse med de trykte angivelser af sjældenheds-antal.

Læserne bedes selv fundere over den reelle timeløn for hele projektet idet 496 minutter er godt 8 timer eller en enkelt arbejdsdag !

Til læsernes orientering kan det oplyses, at en pålideligt og tilbundsgående udført rigtig sjældenheds-undersøgelse er en omstændelig affære, der kræver et sted mellem 10 og 20 timers research-arbejde for bare én mønt. (note 4)

Profitten har således været ganske maksimeret i forhold til den af auktionshuset præsterede arbejdsindsats-omkostning.

Sælgerparten har omvendt kun betalt et meget, meget lille, specialaftalt, men ubekendt sælgersalær til Fa. Høiland. For dette ringe lønbeløb har sælgeren til gengæld, som det ses ovenfor, hos Fa. Høiland fået udført et rigtigt stort og omhyggeligt vildledningsarbejde for løn-pengene.

Auktionshuset har bevidst antals-løjet til fordel for sælgeren og sig selv.

Lovligheden (eller ulovligheden) af auktionshuset Fa. Høilands købervildledende handlinger tager skribenten her ikke stilling til.

[Note: Der er i skrivende stund i december 2004 modtaget meddelelse om, at Statsadvokaten nu er i færd med at undersøge et eller flere unavngivne skandinaviske auktionshuses anvendelse af falske og vildledende 'faktuelle' oplysninger om sjældenheds-antal.]

* * *

Den næste ’en enkelt gang i en generation’ forfatterchance kommer i år 2023. Da skal L.E. Bruuns hovedsamling sælges. Denne samling er økonomisk flere gange større end Zinck-samlingen. Til de personer, der ved den lejlighed ude i fremtiden er involveret i Bruun-salget, bør det anbefales at stille sig følgende relevante spørgsmål:

” Har auktionshuset Fa. Høiland vist sig sit ansvar bevidst overfor byderne, køberne og samlerne i forbindelse med Zinck-auktionerne ? Har Fa. Høiland bevist sig kvalificeret til at få betroet salget af L.E. Bruun samlingen ? Ønsker man, at det involverede auktionshus i år 2023 skal anvende samme vildledningsmetodik over for køberne som set i Zinck-katalogerne ?

Har auktionshuset Fa. Høiland bevist sig kvalificeret til at få betroet salget af DINE mønter ? ”.

Morten Eske Mortensen 31.12.2004

Indehaver af Grelbers Forlag

(1) Lederen af Winkel & Magnussens Auktioner Kai Grunth skriver i Samleren (sept. 1924, pp. 129-131) artiklen: ”En Centralisering af vore Museer” [læs videre i note 5 angående Nationalmuseets hemmelige auktionssalg af danefæ-mønter], hvorefter Georg Galster som retaliation fulgte op med: ”Winkel & Magnussens Auktioner Nr. 25” i NFM (bind VII, nr. 14, dec. 1924, pp. 200-205), hvorfra følgende citeres ”Raritetsangivelserne, hvoraf kun forekommer ganske faa, er i høj Grad tilfældige. Uden at gaa ind paa det Spørgsmaal, hvorvidt man i et Katalog bør angive Raritetsgrader, der ofte hvile paa et ganske usikkert Skøn, og hvor det navnlig altid er betænkeligt at tage sin Tilflugt til ældre Katalogers Angivelser [f. eks. Hedes eller Siegs kataloger - MEM anm.] …. Enten bør Raritetsangivelser ganske undlades, eller det maa gøres med mere Kritik end der in casu er udvist. …. Man kunde have benyttet …. hvor der er anvendt en videnskabelig, ikke en viilkaarlig, Fremgangsmaade til Fastsættelse af Mønternes Sjældenhed. …. Men hvad Tiltro kan man efter det foranstaaende have til d’Hrr. Winkel & Magnussens Ord, naar de erklærer, at ’Kataloget er affattet med al Omhu og Nøjagtighed’ ? De har aabenbart ikke selv troet derpaa, ….”. Så kørte sagen med svar fra J.P. Fischer og J. Wilcke: ”Hr. Museumsinspektør G. Galster”, 4 sidet flyveblad (København 16. december 1924), citat ”At vi næsten har udeladt alle Raritetsbestemmelser er jo en forfærdelig Ulykke” [ironisk underforstået for sælgeren ! – MEM anm.]. H.H. Schou: ”Winkel & Magnussens Auktioner Nr. 25” (pp. 209-212 i NFM VII, nr. 15, jan. 1925), citat ”Hovedpunkterne i Kritikken var: …. Raritetsbetegnelsernes vilkaarlige Benyttelse … Om Raritetsbetegnelserne har Brevskriverne ikke andet at sige end det ironiske, at ’det er jo en forfærdelig Ulykke’. Nej, det er for det første en Mangel paa Konsekvens, at ’næsten’ alle Raritetsbetegnelser er udeladte; hvorfor saa ikke alle ? Det er dernæst en Mangel paa Omhu for ’Sælgerens Aktiv’, naar man dog sætter nogle Raritetsbetegnelser saa ikke at sætte flere, der er Mønter nok, der med Sikkerhed vides at fortjene det, og endelig maa af Anbringelsen af disse Betegnelser sluttes, at Forfatterne har erkendt at være kommet ind paa et Omraade, som de ikke beherskede, og derfor har opgivet paa Halvvejen.”. J.P. Fischer og J. Wilcke ”Borgerkrig”, 8 sidet flyveblad (København 21. januar 1925), citeres igen ironisk ”… ret ulogisk synes Hr. Schou ogsaa at tale den betrængte Sælgers Sag, idet han gaar i Rette med os for Raritetsbetegnelsernes Udeladelse, ja han mener endog af denne Grund at have erholdt flere Mønter billigere, end han havde ventet”. Kai Grunth: ”Museumsinspektør Galster og den Glückstadtske Møntauktion” (pp. 13-14, jan. 1925 i Samleren). Georg Galster: ”Winkel & Magnussens Auktioner Nr. 25” (pp. 254+214 i NFM VII, nr. 19, maj 1925) [ang. retskendelse hvor Georg Galster dømtes til at betale sagsomkostningerne efter Dr. Wilckes og kontorchef Fischers injuriesagsanlæg mod Galster]. Anonym: ”Museumsinspektør Galsters uheldige Kritik” i Samleren maj 1925. J. Wilcke: ”Grosserer L.E. Bruuns Doubletsamlinger af Mønter og Medailler” (pp. 174-176 i Samleren, nr. 9, sept. 1925 og på web-adressen http://numisbooks.dk/info/1925bruun.htm), citat ” Konditionerne giver Garanti for Stykkernes "Ægthed", men ikke for Katalogets Angivelser af Konserverings- eller Raritetsgrader, endmindre for selve Beskrivelsens Rigtighed. En saa omfattende Garanti for Fejl i Kataloget, som Forfatterne i sin Tid forlangte af andre, har de altsaa ikke selv dristet sig til at yde”. Endvidere henvises for uddybning til den af Jørgen Sømod under pseudonymet ”Dr. Phil. Norman Lindtner” forfattede artikel ”Ors. Hedes medskyldighed i et tyveri fra L.E. Bruuns samling” flyveblad udgivet af Grelbers Forlag, København (24. december) 1983, (4) s. ill. på lysegrønt papir som bilag til Gribbebos Julehæfte 1983 og på web-adressen http://numisbooks.dk/info/gladsaxegymnasium/medskyldighed.htm .

(3) Læs i denne forbindelse samtlige udgaver af Månedens Kommentar. Titelindeks over alle udgaver af MK kan læses omstående og på web-adressen http://grelbersforlag.dk/info/abonnementMaanedensKommentar.htm , hvor yderligere et antal af Månedens Kommentarer er udlagt frit tilgængelige for læsning.

(5) Kai Grunth citeres: ”At Ministeriet under den nuværende Ordning let kan komme paa den gale Side, saa man i Oktober 1921, da Nationalmuseet solgte Dubletter fra Møntsamlingen, - men kun inden for en privat Kreds af Samlere. Det skulde ske i største Hemmelighed, men Pressen fik Nys om Sagen og nedlagde en skarp Protest mod Museets Fremgangsmaade og betegnede den som ganske utilstedelig, men til almindelig Forbavselse kunde dette henvise til, at hvad der skete, skete med Kultusministeriets Sanktion. Sagen var oven i Købet endnu mere graverende, end det den Gang kom frem, idet det for en stor Del var Danefæ, der solgtes, - Mønter, som Landets Befolkning havde fundet i sin egen Jord og ofte med Sorg i Sind efter Loven maattet aflevere til Museet, som saa solgte sit Danefæ til en sluttet Kreds af Samlere. Man skulde synes, at ethvert fornuftigt Menneske kunde se det forkastelige heri. Her havde en Overledelse, som stod uafhængig, sagt Ministeriet, at det ikke gik an, selv om det var belejligt for den paagældende Direktør [MEM anm.: = GG] at fylde sit Museums Pengekasse, i Stedet for at lade Dubletterne komme Provinsmuseerne til gode. ”