Nedenstående har Dansk Mønt og div. andre fået Forlagets tilladelse til som demo at gengive:

 

(home) (klager) [Oprindeligt publiceret i 1993]

H. H. Schous aftrykskartotek og sjældenheds-undersøgelser

af Morten Eske Mortensen

Sjældenheds-undersøgelser

Man har i de senere år set offentliggjort sjældenheds-undersøgelser over markante mønter. Disse undersøgelser er i særdeleshed aftrykt i kataloger fra en del af de offentlige auktionshuse.

Auktionshusets katalogforfatter udarbejder disse for samlere nyttige sjældenheds-undersøgelser af flere årsager.

Dels - som Jørgen Steen Jensen skriver - fordi "Katalogforfatteren har ... et ansvar overfor den sælger, som har betroet firmaet/auktionshuset sine mønter, så at de bliver solgt bedst muligt". (JSJ, NNUM 1991 i artiklen "Auktionskataloger som værktøj for forskningen").

Dels fordi "Forfatteren til et auktionskatalog har ... væsentlige ansvarsområder. Han skal sørge for information, som er akkurat og klar, så mulige købere kan bedømme vurderingsprisen, og han skal også have det videnskabelige apparat i orden ... Men måske er dog hans ansvar overfor den mulige køber størst, idet denne ofte fuldstændig er henvist til at stole på den information, som kataloget giver" (sstds. JSJ refererer G. Rex Smith).

Sælgeren har en interesse i, at mønterne præsenteres bedst muligt, og køberen har en interesse i at kunne bedømme den pris, som han - på baggrund af auktionshusets oplysninger - bør betale for mønten.

Det er selvfølgelig klart, at det jo i sidste instans er vigtigst, at køberen får korrekt information og ikke bliver vildledt til at betale en pris, som er for høj eller direkte urimelig.

Thi vildledes køberen af auktionshuset - enten det er af uvidenhed eller, hvad der er langt værst, vildledes mod bedre vidende - bringer auktionshuset sig i en ubehagelig position.

I bedste fald mister auktionshuset blot sit gode omdømme i markedet. Dette vil resultere i svindende andel af markedet. I uheldigste fald præsenteres auktionshuset af den vildledte køber enten for et erstatningskrav eller som minimum et ophævelseskrav af det indgåede køb.

Tænker man sig, at et auktionshus af vanvare i sit katalog kommer til at beskrive en specifik mønt som værende "Unik i privateje". Og underbygger auktionshuset yderligere i sit salgsprospekt denne oplysning med en udarbejdet sjældenhedsundersøgelse af samme konklusion. Ja, da vil denne "unikke" mønt af indlysende årsager indbringe en væsentlig højere pris, end hvis der havde været f.eks. 2 eller 4 eksemplarer i privateje. Tænker man sig videre, at det reelle forhold er, at 3 andre eksemplarer af den "i privateje unikke mønt" har været solgt på offentlige auktioner indenfor de sidste 25 år, så har auktionshuset bragt sig selv i en endog meget dårlig position i forhold til auktionshusets købere.

Den køber, som i tiltro til auktionshusets sjældenheds-undersøgelse køber den "unikke" mønt til en meget høj pris, er jo:

To fremtrædende medlemmer "A. + B." (1) af Den numismatiske Forening i Kjøbenhavn berørte disse aspekter mellem sælger/køber allerede i 1919 i en artikel kaldet "Sagkundskab":

"... men i endnu højere Grad maa man kræve, at naar Raritetsbetegnelser anføres, disse maa være tilbørligt hjemlede, thi her fremtræder Mønthandleren med en positiv Udtalelse, for hvis Rigtighed han maa staa inde og om fornødent maa kunne fremlægge en Dokumentation. En Henvisning til ældre Katalogers Raritetsbetegnelser er ikke nok; det er vitterligt, at disse ofte er mere vild- end vejledende."
"Spørgsmaalet om Brug og Misbrug af Raritetsbetegnelser ... fortjener dog i høj Grad at stilles under Diskussion... her skal (dog) kun udtales, at ved Anførelse af Raritetsgraden maa udvises den største Loyalitet, ikke mindst når Sælgeren ved paaberaabelse af sin ... Stilling eller paa anden Maade gør Fordring paa særlig Sagkundskab."

Man kan selvfølgelig også have den dadelværdige grundopfattelse, at en hvilken som helst mønt er unikum, indtil det modsatte er bevist, og/eller at en hvilken som helst mønt er ægte, indtil det modsatte er bevist. Man kan så statistisk beregne, hvor mange af de fejlbedømte mønter, der returneres, når køberen har opsøgt en mere pålidelig meddeler. På kort sigt vil det give bedre fortjeneste, men på længere sigt vil denne politik forventeligt give tab på prestige, markedsandel og indtjening.

(Om denne problematik kan evt. læses videre i flyveskriftet: "Unikum - unikummere - unikummest ... del 3", april 1993, vedr. norsk 2 mark 1663).

Tidligere diskussion om raritets-angivelser

Julius Wilcke nævnte i forordet til Guildals katalog 1920:
"Det har sin Betydning at fastslaa, hvorfra de enkelte Stykker stammer, og hvorledes de har skiftet Ejer ned gennem Tiderne". Wilcke supplerede med "Betydning for Bedømmelsen af, hvilket Møntforraad der staar til Disposition til Dannelsen af Samlinger".
"Det er jo en bekendt Sag, hvor uvederhæftige de hidtil i Kataloger, Beskrivelser og Prislister benyttede Raritetsgrader har vist sig at være. Den eneste Maade, paa hvilken man kan naa et tilnærmelsesvis rigtigt Skøn, er efter Undersøgelse af Samlinger og Sammenligning af ældre og nyere Møntfortegnelser at opnotere og opsummere de Eksemplarer, der ses at foreligge".
Wilcke belyste også det helt klare forbehold, man må gøre til alle sjældenheds-undersøgelsers manglende absolutte sandhed: "til de mere fremstaaende Stykker har kunnet føjes det Eksemplarantal, som efter de bedste Kilder har kunnet konstateres. At disse Oplysninger selvfølgelig ikke kan give nogen apodiktisk eller matematisk Nøjagtighed, siger sig selv. Mange Eksemplarer kan være utilgængelige, og navnlig i Udlandet findes der utvivlsomt en Del større Guld- og Sølvmønt, som endnu ikke har kunnet efterspores".

Schous aftrykskartoteks begrænsning m.h.t. sjældenheds-undersøgelser berørtes af Rolf Falck-Muus, der i sit indlæg "Raritetsangivelser. A propos katalogen over Carlsens Norgessamling" 1937 må:
"reagere sterkt overfor de der anførte raritetsbetegnelsene" og videre udtaler sig om "Schous innsamlede materiale til hans praktfulle myntverk. Når man imidlertid vet at en rekke privatsamlinger ikke er gjennemgått (således er ingen norsk privatsamling studert) forklarer dette jo at de vanlige sjeldenhetsbetegnelser ikke holder stikk, og naturligvis ikke kan holde stikk".
"Det, som interesserer samlerne, er imidlertid ikke så meget, hvor mange eksemplarer er kjent i offentlige samlinger, som hvor mange eksemplarer er tilgiengelig i det offentlige marked. Da var Stjernstedts, likesom Levins angivelser av sjeldenhetsgraden mere å stole på (end Schous aftryk), da disse i større grad hentet viden fra de private samlerne".
"Naturligvis er angivelsen av sjeldenhetsgraden ved en mynt høist problematisk, og må bli vanskelig, likesom den jo bør revideres, la oss si hvert tiende år".

Martin Petersen kendte ligeledes til aftryks-kartotekets svagheder vedr. sjældenhedsangivelser, idet han "Til Samlerne af danske Mønter!" 1947 skriver, at kartoteket registrerer:
"... mange offentlige Samlinger og ... enkelte private Samlere ..." men MP gør opmærksom på, at "Der er nu forløbet en Menneskealder siden disse Aftryk blev taget ... (og) det er muligt at forbedre Grundlaget for vore Sjældenheds-Betegnelser ... men som sagt maa Kartoteket være ufuldstændigt og forældet".

Den svenske mønthandler og numismatiker Th. Högberg skriver i artiklen "Några synpunkter på svenska mynts raritetsgrader" 1957:
"Den största svårigheten torde ligga däri, att vi, frånsett alla offentliga samlingar, inte kunna tilnärmelsevis veta vad som finns av rara mynt i de många privata samlingarna. Det ligger i sakens natur att raritetsgraden alltid kommer att genomgå vissa förändringar". Hvorefter Högberg med et eksempel "påvisa(r) hur foränderlig och svävande ett visst mynts raritetsgrad ibland kan vara".
"Orsakerna till att äldre, och törhända våra egna raritetsbestämningar, inte stå sig vid en kritisk granskning äro flera. Under tidernas lopp ha många nya myntfynd gjorts, vidare ha sedan Oldenburgs tid svenska mynt i icke ringa antal återbördats till sitt ursprungsland från utrikes orter".

Bestyrelsen for Den numismatiske Forening i Kjøbenhavn følte sig i 1958 ved andre kommentarer om NFs anførelse af (misvisende) sjældenhedsgrader foranlediget til at svare:
"... at vurderingen af, om en mønt har et eller flere R'er, hviler på et relativt løst grundlag (: Schous aftrykskartotek) og vil kræve et stort statistisk revisionsarbejde for at blive blot nogenlunde nøjagtig".

Dette statistiske revisionsarbejde vil i væsentlig grad skulle udføres ved analysering af ældre og fremtidige trykte auktionskataloger. Sven Aagaard påpeger i en mundtlig diskussion om emnet, at en vigtig hjælpekilde i dette revisionsarbejde kunne være, at man kendte den nøjagtige vægt af alle de omsatte stykker. Hermed kunne de forskellige eksemplarer temmelig nemt holdes adskilt.

De offentlige auktionshuse ville til eget og samlernes bedste kunne hjælpe dette revisionsarbejde ved i sine auktionskataloger at trykke gramvægten med 2 decimalers nøjagtighed, for alle dansk-norske mønter før 1814 man udbyder.
Denne identifikation er tilsvarende den vigtige praksis, auktionshusene har idag, hvor man angiver løbenummeret på de udbudte dansk-norske pengesedler.

Som supplerende optællingskilde bør auktionshuset oplyse møntens proveniens.
Opfordring hermed givet.

H. H. Schous aftrykskartotek

Som kildemateriale til sit standardværk "Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923" (Kbh. 1926) indsamlede H. H. Schou i årene 1906-1921 et aftrykskartotek. Kartoteket endte på op mod 50.000 tinfolie-aftryk (fordelt på mellem 10.000 til 11.000 forskellige varianter) af mønter fra en del offentlige samlinger og et mindre antal private samlinger.
Schou tog IKKE aftryk af ALLE mønterne i ALLE de besøgte samlinger, og Schou besøgte IKKE alle samlinger; især var der MANGE private samlinger, som IKKE besøgtes.
Den store mængde aftryk kunne Schou fremstille, idet han havde opfundet en mekanisk metode v.hj.af 2 halvkugler af tilpas hårdt gummi indfattet i runde håndtag til at kunne foretage op mod 200 aftryk i timen. Aftrykskartoteket købtes af Nationalmuseet. Aftryks-apparatet og -metoden er idag forsvundet i glemmebogen.

Det ville være af væsentlig betydning, såfremt Nationalmuseet som led i sin formidlingstjeneste for offentligheden mangfoldiggjorde kartotekskortene. Denne sikkerhedskopiering af kartoteket kunne ske ved fremstilling af enten microficher eller xerox-kopier. Frivillig arbejdskraft kan skaffes.
Opfordring hermed givet.

Ved hver Schou-variant opklæbedes enten eet enkelt eller et par aftryk af den pågældende variation på kartotekskortet. Aftrykkene fra de andre samlinger, hvori samme mønt findes, opbevares samlingsvis og uopklæbede i konvolutter. ALLE mønter i MKs daværende samling er opklæbede på kartotekskortene (kun nogle ganske enkelte numre erhvervet af MK i årene ca. 1910-1921 er undtagelsesvis ikke opklæbet). Dvs. at mønter fra andre samlinger end MKs, som hovedregel kun er opklæbede på kortene, hvis MK ikke havde dette stykke. Kartotekskortene indeholder dermed for en betydelig del aftryk af eksemplarer som også kan genses på MKs bakker. På bagsiden af kortet noterede Schou de andre samlinger, hvori han havde set et eksemplar af den pågældende mønt.

H. H. Schou har registreret mønter fra 19 museer og 19 private samlere. Heraf var der museer i 2 byer udenfor Skandinavien, som fik besøg af HHS (Paris og Skt. Petersborg), mens 5 andre udenlandske museers bestand registreredes gennem skriftlig kilde. Ingen privatsamlere udenfor Danmark besøgtes.

Den numismatiske Forening i Kjøbenhavn havde pr. januar 1922 et antal af 114 danske og norske medlemmer!!

Retfærdigvis skal det anføres, at Schou ikke indsamlede sit kartotek for at undersøge mønternes sjældenhedsgrader, men for at kunne skrive sit katalog over alle kendte møntvarianter - ikke for at få kendskab til samtlige eksisterende eksemplarer af hver af disse varianter.

I de senere års offentlige auktionskataloger har nogle katalogforfattere lidt af en forfejlet tyrkertro på, at Schous kartotek var ensbetydende med en sjældenheds-undersøgelse.

I enkelte tilfælde, hvor skæbnen er med katalogforfatteren, vil den trykte sjældenheds-undersøgelse selvfølgelig også være holdbar.

Men som udgangspunkt må alle disse sjældenheds-undersøgelser - hvor de i det væsentlige som hovedgrundlag kun inkluderer Schous aftryksmateriale - pr. definition regnes som forkerte og vildledende!
Disse sjældenheds-undersøgelser har alle som fællesnævner, at de er usignerede.

Disse undersøgelser gøres endnu mere grelle, ved at katalogforfatterne ofte ikke magter at skelne de forskellige enkelteksemplarer fra hinanden, ombytter dem og dermed når frem til angivelse af falske provenienser.

Som sjældenheds-undersøgelse betragtet dækker Schous kartotek ved et løseligt skøn kun 10 procent af det materiale, det er nødvendigt at gennemgå, for at kunne konstruere en undersøgelse med rimelig grad af korrekthed.

Den fuldstændige, komplette sjældenheds-undersøgelse vil derimod - også pr. definition - aldrig kunne opnås.

Den pålidelige researcher kan kun stræbe efter at opnå denne fuldstændighed ved at gennemgå alle samlinger, alle offentlige og private auktioner og alle private handler samt spore vandringerne af alle de kendte eksemplarer.
Dette repræsenterer selvsagt et overordentligt stort, ja umuligt arbejde.

Man vil af ovenstående forstå, at kartoteket IKKE er anvendeligt som en sjældenheds-undersøgelse!

(Om denne problematik kan der evt. læses videre i flyveskriftet: "Nytårsbrevet 31. december 1992: Numismatisk research".)

Raritetsangivelserne i Holger Hedes møntbog

Forfatter Holger Hede skrev i artiklen "Mønters Raritetsangivelse" 1927 vedr. brug/misbrug af raritetsangivelser, at:
"Angivelsen af Antal bør anvendes ... hvor denne Fremgangsmaade ikke kan virke misvisende ... Derimod vil et Citat ... hvor man kun nævner en Variant og angiver dennes Antal, være misvisende og derfor utilladelig. Hvor derimod det drejer sig om et Auktionskatalog, bør man ikke ved en Variant angive det Antal Exemplarer, denne er kendt i, thi den ukyndige vil ikke kunne vide, hvor mange (Exemplarer af de) andre Varianter der findes".

Et nyligt eksempel af denne art, som Hede betegner som misbrug af raritetsangivelser, kan ses ved en københavnsk auktion holdt 2. okt. 1993, lot 163:
Her solgtes 1 dukat 1646 af hovedtype H 153B, hvor katalogforfatteren anfører en sjældenheds-undersøgelse kun for variant S 5 uden at oplyse om antal kendte eksemplarer af variant S 6.

"For Samleren saavel som for Numismatikeren er det ofte af Interesse at vide, hvor sjælden en given Mønt er. Samleren har særlig Interesse herfor ved Køb... Men ogsaa Numismatikeren kan drage sine Slutninger af en Mønts større eller mindre Sjældenhed".
"Den eneste rationelle Vej at udfinde Sjældenhedsgraden vil ubetinget være den at foretage en Optælling af existerende Exemplarer".

Videre berettede Hede: "En Optælling over danske Mønter 1448-1923 foreligger i det Materiale, der ligger til Grund for Udarbejdelsen af H. H. Schous Beskrivelse ..." og slutter med de ord, der knap 40 år senere resulterer i Hedes mange, fatale fejlbedømmelser:
"Dette Materiale er utvivlsomt saa fuldstændigt, at man trygt kan basere sine Angivelser paa det".

I denne fejlslutning ligger årsagen til, at Holger Hedes møntbog fra 1964 er blevet så misvisende mht. alle de anførte sjældenhedsbetegnelser.

Holger Hede - ligesåvel som nogle af de senere års auktonskatalogforfattere - der ikke forstod indholdet af Schous kartotek, afskrev de utilstrækkelige oplysninger fra Schous kartotek, justerede dem ganske minimalt uden selv at yde det nødvendige arbejde og ophøjede dem til sjældenhedsundersøgelser.

Den helt klare grundregel, man må holde sig for øje, ved referering af Hedes raritetsangivelser er: de er i bund og grund utilstrækkelige.

 
(Nytårsbrevet 31. December 1993)

Grelbers Forlag

 


Note:

(1) De to fremtrædende medlemmer af NF med pseudonymet "A. + B." var: den senere næstformand H. H. Schou i fællig med formanden Julius Wilcke (Dette forhold er forkert refereret i Jørgen Steen Jensens jubilæumsbog ved NF’s 100 år i 1985).

 

Sven Aagaard skriver i NNUM nr. 2, 2009, side 52, note 19:

"Stanniolaftryk bl.a. fra Schous kartotek (KMMS) er kun sjældent anvendelige til proveniens­ana­ly­ser, da stempelrevner, ridser, pletter og lignende karakteristika udviskes, ligesom foldning af stan­nio­len omvendt kan frembringe kunstige "stempelfejl". Dette er baggrunden for, at undersøgte ek­sem­pla­rer fra ældre samlinger registreret i Schous kartotek ikke i bilag 1 har kunnet knyttes til sene­re auktionssalg."

 


Tilbage til MEM forsiden