Nedenstående har Dansk Mønt og div. andre fået Forlagets tilladelse til som dokumentation at gengive:
(home) (klager) [oprindeligt publiceret i 1983]
foredrag af Dr. phil. Norman Lindtner
[pseudonym; aka Jørgen Sømod]
I december 1974 fremkom i mønthandelen et mærkværdigt - antagelig - tvepræg, kaldet sølvafslag med to dukatstempler 1701. I Holger Hedes bog Danmarks og Norges mønter 1541-1814-1963 benævnt UNIK i L. E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling. Kataloget over L. E. Bruuns samling opfører den som nr. 7310 med henvisning til H. H. Schous Beskrivelse 1701 nr. 5.
En henvendelse til Frederiksborg Slot, hvor L. E. Bruuns samling er deponeret, gav i første omgang et ligegyldigt og ugideligt svar fra den daværende museumsleder, men han opfordredes til at undersøge om mønten nu også fandtes i samlingen og senest et døgn senere give telefonisk besked. Svar udeblev. Mønten videresolgtes. Og flere dage efter, kunne han så endelig bekvemme sig til at fortælle, at mønten var væk. Det juridiske medlem af bestyrelsen for L. E. Bruuns Samling, overretssagfører Holger Hede beskyldte Jørgen Sømod for ulovlig omgang hittegods, idet det erklæredes, at mønten var forsvundet under en transport af samlingen i 1927, hvorom dokumentation skulle forefindes i Holger Hedes varetægt. På opfordring, har Holger Hede ikke dokumenteret denne - siden påviste løgnagtige - påstand.
I stedet indgav jurist Holger Hede - siden påvist - falsk politianmeldelse mod Jørgen Sømod for ovennævnte påståede forhold.
Sagen offentliggjortes, og tiden gik. En senere bestyrelse for samlingen lokkedes til at fortælle hvilke andre mønter, der var "forsvundet" under denne transport. Det viste sig af mønternes sammensætning, at det ikke kunne være noget, der bare var raslet ud, men at det med overlæg måtte være fjernet.
Og da der gjordes og stadig bliver gjort krav på afslag 1701, katalog nr. 7310, er det ensbetydende med, at mønten er stjålet fra samlingen, at Holger Hede med sit dække over dokumenterne gør sig medskyldig i tyveriet og at politianmeldelsen dermed er falsk. Da Holger Hede er jurist, må dette anses for en skærpende omstændighed. Herr Hede har haft alle chancer til at rense sig for beskyldningerne, men har forholdt sig ganske tavs.
Som før nævnt blev der meddelt en liste over bortkomne mønter fra samlingen. Listen er ikke komplet. Fire mønter, kaldet falske, blev uden testamentarisk hjemmel fjernet fra samlingen og indlemmet i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling. Den ene af mønterne er ikke falsk, men et meget spændende bimetallisk prøveprojekt, hvortil er anvendt stemplerne til Altonaspecien 1822. Disse fire mønter er ikke opført i den trykte fortegnelse over samlingen. Umiddelbart kunne man kalde denne disposition uvidenhed; men grosserer L. E. Bruun samlede også falske mønter, og de ansvarlige har groft overskredet deres beføjelser. - Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke paragraffer i straffeloven, der passer til en sådan handling.
Flere vil nok forarges over, at en så gammel mand - måske endog hærget af senilitet - skal hænges ud. Det må besvares med, at Holger Hedes udfald i dette tilfælde mod Jørgen Sømod ikke er enestående i Hedes karriere. Således var det Holger Hede, der trak i trådene omkring Wilcke og var med til at forpeste dennes numismatiske liv i et kvart sekel.
Hede fik allerede travlt med Wilcke ved at stå i baggrunden og medvirke til at piske en ubehagelig stemning frem i 1924, da det viste sig, at han ikke fik det givtige arbejde, at bortsælge Glückstadts møntsamling, hvilket firmaet Winkel & Magnussen blev betroet - og katalogskriveren Wilcke blev udsat for livsvarig chikane. Året efter fik mønthandler Holger Hede til gengæld lov til at bortsælge L. E. Bruuns doubletter, hvilket skete på en sådan måde, at mange mønter blev solgt i samlelots, således at interessante oplysninger gik tabt for eftertiden, i modsætning til Glückstadts auktion, hvor selv den tarveligste enøre blev specificeret. Arbejdet blev foretaget på en sløset måde. Unikke mønter fra hovedsamlingen bortsolgtes på doubletauktionen. Men Holger Hede slog sit navn fast som en af Europas betydeligste mønthandlere.
I 1945 dannedes på Hedes initiativ Selskabet Den kongelig Mønt- og Medaillesamlings Venner. Man betalte nogle få kroner i kontingent, holdt fine sammenkomster, hvor man talte så meget om betydningen af, at Den kongelige Samling kompletteredes.
Da de norske mønter steg kraftigt i pris for år tilbage, solgte Hede mindst 2 UNIKKE norske mønter til udenlandske samlere.
Holger Hedes mønthandel foregik på den måde, at de dyre mønter i en samling blev bortauktioneret, mens den billige afdeling blev overdraget Numismatisk Forening eller solgt i samlelots. På basis af H. H. Schous arbejder, omredigerede Hede C. T. Jørgensens møntbog fra 1888 og overdrog Dansk Numismatisk Forening manuskriptet til udgivelse.
Ydre årsager og højkonjunkturer gjorde mønter til den store samlerdille, og mod alle forventninger blev bogen en bestseller. Hede blev for sine fortjenester hædret ved, at der blev lavet en medalje over ham, mens møntforskeren og stordonatoren Axel Ernst, der gennem et langt liv delagtiggjorde interesserede i sine forskningsresultater, donerede sjældne mønter til museerne og oprettede et numismatisk forskningslegat, langsomt får lov til at træde ind i glemselens rækker.
(Udgivet af Grelbers Forlag, København (24. december) 1983, (4) s. ill. på lysegrønt papir som bilag til Gribbebos Julehæfte 1983.)