Vikingemønt-fundskat indkøbt fra Tyskland for EURO 25.000 af Nationalmuseet

[Danefæ-betaling er ikke fair betaling, men er en underbetaling af de ær­lige findere langt under markedsværdi] [I Sverige har Kungliga Mynt­ka­binettet i nu mere end 10 år betalt fuld markedspris for fundmønter. I England betales også fuld markedspris.]

I en helsides artikel af journalist Helle Hellmann i dagbladet Politiken 13.09.2004 tryk­kes et interview med chefen for Nationalmuseets møntsamling , Jørgen Steen Jensen (JSJ). Her suppleres med de oplysninger, som JSJ holdt hemmelige for journalisten.

Fundmønterne var IKKE konfiskeret af Politiet – Politiet fungerede blot som transport­bu­de. Fundmønterne var IKKE konfiskerede, fordi Nationalmuseet i Kbh. ikke kun­ne bevise, at de - som hårdnakket påstået af JSJ - skulle være fundne i Dan­mark. JSJ og politibetjente m.v. – i alt 6 mand høj – var i 1997 mødt op kl. 06.00 morgen hos den ty­ske ejer, der beredvilligt oplyste, at det var et skattefund gjort i Polen, som han hav­de købt i 1996, og han havde ladet Dr. Peter Ilisch, Münster museum (med assistance af en engelsk forsker) detaillebeskrive fundet for videnskaben.

Da der intet juridisk holdepunkt var i Nationalmuseets dermed falske anklager mod den tyske ejer, kon­se­kvens­oplyste politiet, at mønterne SKULLE tilbageleveres til den ty­ske ejer bo­sat i Petersdorf auf West-Fehmarn. Trods dette nægtede National­mu­se­et alli­ge­vel at ud­le­vere mønterne. Nationalmuseet udøvede således ’afpresning’ af den tyske ejer.

JSJ erkender i avisartiklen, at sælgeren mere eller mindre også blev ført bag lyset ved sal­get, idet sælgeren heller ikke var informeret om, at sagen i henhold til euro­pæ­is­ke reg­ler juridisk var forældet. Ydermere pruttede JSJ om købsprisen.

Journalisten skri­ver ”I frit salg anses mønterne for at være over en million kroner værd [= EURO 134.000]. Kam­mer­advokatens folk menes at have presset prisen ned til langt under det halve. Men også her her­sker den yderste diskretion.”  De 413 mønter var af den tyske ejer prismærket så bil­ligt som til EURO 100.000. Alli­ge­vel tilbød JSJ sølle EURO 10.000.

Man kan gætte på, at dette JSJs bud svarer til, hvad Nationalmuseet sædvanligvis be­ta­ler ærlige men na­i­ve private skatte­funds­fin­dere i Dane­fæ-godtgørelse; altså mindre end 8 (ot­te) % af den reelle markedsvær­di. Den tyske ejer gav derpå mod­pris­til­bud EURO 50.000. Grun­det den tyske ejers dår­li­ge forhandlingssituation, hvor Na­ti­o­nal­mu­se­et næg­te­de at tilbagelevere mønterne, ac­cep­te­rede den tyske ejer sluttelig at sæl­ge de 413 møn­ter for EURO 25.000 (è19 % af ’værdi’), hvilket beløb blev af­reg­net jan.-feb. 2004.

Fundet nedlagt ca. 1058 indeholdt mønter præget bl.a. af Knud d. Store, Hardeknud, Mag­nus d. Gode og Svend Estridsen. I alt indeholdt fundet omkring 2.200 mønter (45 % tysk, 40 % dansk, 15 % engelsk).  Ho­ved­parten blev solgt af den tyske ejer bl.a. på of­fent­lige auktioner omkring 1997-2000 hos først Hornung 42, 05.1997, i Danmark (med Nationalmuseets billigelse !), WAG 12+16 i Tyskland, og Baldwin 13+14+18 i England. Et mindre antal mønter (ca. 50-70 styk) blev afhændet privat. 413 møn­ter køb­tes af Nationalmuseet i København som omtalt.      

06.10.2004   MEM

(Fællesmønt nr. 66, Skelhøje november 2004, p. 6)

Øvrig num. faglitteratur indtil nu: JSJ NNUM 1998, pp. 43-44. Heijne 2004, pp. 299-300, fund no. 4.139.

EFTERSKRIFT 16.10.2004. I en TV-udsendelse "Fortid til salg. Afsnit 1" om snyd og falskneri m.v. vedrørende antikviteter, genudsendt lørdag 16.10.2004 på DR2, kl. 17.55-18.30 (sendt første gang 03.10.2004), omtaltes også netop dette møntfund. Professor Flemming Johansen, tidligere dir. for Ny Carlsberg Glyptoteket, udtalte sig om størrelsen af Danefæ-betalinger for mønter, idet han mener, at man ("Staten") selv er ude om det, når Danefæ-effekter forsvinder illegalt ud af landet, når staten betaler så bedrøveligt små Danefæ-godtgørelser, der er horribelt ude af trit med de reelle markedsværdier. To citater fra Prof. Johansen: "Staten kan kun takke sig selv for det". "[Der er tale om en] relativ forbrydelse fra Statens side" [at Danefæ-lovgivningen indimellem overtrædes].

NOTE. Fortid til salg (1): "Guldmaskinen. Samlere og museer betaler svimlende beløb for oldsager. Men de ved ikke, om det er smuglervarer, der netop er gravet op af jorden, eller om oldsagerne er så gamle, som de giver sig ud for at være: Fortiden er guld værd, og forfalskningerne er så dygtigt lavet, at ikke engang eksperter kan se forskel. De forfalskede genstande står på mange store museer rundt omkring i verden". Tilrettelæggelse: Lone Leegaard.  http://www.dr.dk/dr2/dokumentar/fortidtilsalg/

TV-udsendelsen blev sendt igen på DR2 torsdag 28.10.2004, kl. 23.00-23.40.

EFTERORD Formanden for Dansk Numismatisk Forening, Preben Nielsen, 'tvang' i øvrigt den tyske ejer ud af DNF via et rekommanderet brev - - uden at den tyske ejer var blevet kendt skyldig i noget ulovligt. Tværtimod endte det med, at den tyske ejer vandt sagen mod Nationalmuseet og den danske stat. Formanden for DNF har ikke sendt den tyske ejer en undskyldning og en rehabiliteringsmeddelelse . . . .

Tilbage til MEM forsiden