Erling Vester Jacobsen (f. 12. aug. 1950). Fastansat på JP 1977 bærer kælenavnet ´Ærlige Ærling´ med rette Landbrugs- & transport-journalist + mønter Adr.: Fløjstrupvej 23 Tlf.-nr.: haves også, men der er alligevel grænser

Prent Dem disse ansigtstræk: således ser en person ud, som af Pressenævnets kendelse nr 65/1996 er noteret for at være villig til at tale direkte mod sin egen bedre vidende. Ligeledes er denne person i samme kendelse nr 65/1996 noteret for at være villig til at fortie oplysninger, som modbeviser de anklager, han selv fremsætter mod sagesløse anden-personer. Han var endvidere villig til i forsøg på at redde sit eget skind at fortie oplysninger for sin egen chefredaktør Carsten Juste, hvorved denne (uagtsomt ?) talte direkte mod avisens egen bedre vidende overfor Pressenævnet.

Tag Dem i agt såfremt De møder personer af lignende træk !

Det vises inde i dokumentationen, at ang. mønt-priser mangler Ærlige Ærling en vis rutine til at kunne udtale sig tilforladeligt og elementær erhvervs-journalistisk erfaring er også en mangelvare - med mindre da selvfølgelig, at det ikke var af professionel viden-mangel Ærlige Ærling gjorde sine fejl-vurderinger, men at også disse udtalelser, ligeledes var udtalelser fremsat mod hans egen bedre vidende.

Som transport-journalist er han uden tvivl kapabel, idet han ellers indimellem viser en almindelig god begavelse.

Andre bemærkelsesværdige karaktertræk: sindet kommer let i kog og pennen løber let varm.

(f. 1948). Ansat på JP 1982

første del af kælenavnet ´KnUlrik´

Ledende redaktionschef

Har personligt, telefonisk udtalt dec. 1995 - udover at han selvfølgelig ikke vil anbefale nogen at anlægge sag mod avisen - at såfremt avisen har lavet en fejl, forsøger avisen ikke at skjule den, men er indstillet på at korrigere den.

Og det venter vi så stadig på, at avisen vil vise vilie og mod til at efterleve. Senest hvor Refsing d. 06.09.1996 er blevet bedt om at aftrykke Pressenævnets 2. kendelse, der noterer, at avisen har talt direkte mod sin egen bedre vidende både overfor Pressenævnet og overfor avisens læsere samt ydermere fortiet oplysninger, der modbeviser avisens fremsatte ubeføjede hovedanklage.

Men tilsyneladende besidder Refsing alligevel ikke - når det kommer til stykket - den fairness, som avisens lederskribent d. 23.02.1996 offentligt roser avisen for.

(f. o. 1950). Ansat på JP 1982

Chefredaktør

Gjorde sig den antagelse - ligesom Ærlige Ærling - at han ikke behøver at konsultere kildematerialet, og oversprang efterkontrollen, hvilket giver anmærkning som u-professionel.

Herværende redaktør har som følge af denne sag vundet hævd til offentligt

både nu og i al fremtid at pege fingre og benytte de ovenfor lidet flatterende

personbeskrivelser.

Er det mon muligt at foranledige de 3 personer til et sagsanlæg for at modbevise dette, eller vil de æde hele salven i sig med knyttede hænder ?

Deres ærede redaktør har dog gjort sit - efter ringe evner - bedste udi provokationens noble kunst.

Eller måske håber de 3 ovenfor præsenterede gentlemen of the press, at fortsat stædig og tålmodig passivitet fra deres side vil få den for Jyllands-Posten ubehagelige sag til at gå i sig selv og befri d´herrer for at korrigere deres fejl.

Desværre kan redaktøren af dette Eventyrskrift da gerne skuffe sådanne forhåbninger.

Hermed opfordres de nysgerrige læsere så til den fortsatte fornøjelige læsning af resten af Eventyrskriftet.

Pressenævnet er et uafhængigt offentligt nævn oprettet ved lov i 1992. Pressenævnet har hjemmel til at kunne diktere et massemedie at trykke en klagers genmæle overfor massemediet uden omkostninger for klageren. Dvs. massemediet pålægges at bære udgifterne ved klagerens genmæle.

I tilfælde hvor Pressenævnet afslår at pålægge massemediet at trykke klagerens genmæle (gratis), ville sagen for de allerfleste mennesker så stå således, at en avis ganske risikofrit kan fremføre ukorrekte anklager og samtidigt undertrykke disse menneskers forsvar ved at nægte at trykke et (gratis) genmæle. De allerfleste mennesker ville derefter ikke have nogen/yderligere muligheder for at forsvare/rense sig mod, hvad aviserne finder for godt at skrive.

Undtagelsen findes, hvis man f.ex. er Den Danske Bank, der har råd, og derfor i foråret 1996 betalte sådan ca. ½ million kroner for dobbelt-helside-annoncer bl.a. i JP, hvor banken offentliggjorde sit genmæle "Svar på tiltale" mod JPs - efter bankens opfattelse - ukorrekte og uretfærdige angreb.

Er klageren blandt de få heldige, der ejer et forlag, har klageren dog en nemmere vej til at få sit genmæle bragt til offentlighedens kundskab end de allerfleste andre.

Derfor kan genmælet i nærværende Eventyrskrift nu læses af den nysgerrige offentlighed.

Pressenævnet kan ikke idømme straf. Pressenævnet kan ikke pådømme erstatning. Pressenævnet skal ikke indkræve retslig dokumentation. Disse ting skal foretages ved domstolene.

Ved behandlingen af en klagesag medvirker 4 Pressenævnsmedlemmer:

1 jurist, 1 journalist, 1 redaktør og 1 repræsentant for offentligheden.

Prof., dr.jur. Ole Hasselbalch giver i en selvstændig publikation "Pressenævnet" (udgivet nov. 1994, DDF, boks 411, 8100 Århus C, ISBN 87-90183-00-2) sin vurdering af Pressenævnets hidtidige virke, hvorfra nedenfor citeres. Fremhævelser og kursiveringer skyldes Eventyrheftets redaktør.

Siden midten af 70´erne har en over for læserne, seerne og lytterne holdningsbearbejdende journalistik vundet frem i nyhedsformidlingen på bekostning af den mere traditionelle, der er neutralt rapporterende. Baggrunden er en udvikling på Journalisthøjskolen, hvor de gamle journalistiske dyder for en snes år siden kom under tryk fra ungdomsoprørets marxistisk orienterede tankeverden. Den nye journalistiske form, der blev resultatet, døbtes med positivordet "kritisk journalistik". Den er sammen med de færdige journalister, der har gennemgået journalistuddannelsen, gradvis sivet ind i medierne, hvor den nu mange steder dominerer det redaktionelle arbejde.

Karakteristisk for denne "kritiske" journalistik er, at den ikke har objektiviteten som ideal for reportage og referat. I stedet søger den at være holdnings- samt handlingsvisende i samfundsforandringens tjeneste. Journalisten er ifølge den nye opfattelse af journalistikkens opgave en på én gang udredende, anklagende og dømmende myndighed, der ikke som den traditionelle journalist skal overlade det til offentligheden (vælgerne) selv at træffe beslutning på grundlag af journalistens så vidt muligt neutrale beskrivelse af, hvad der foregår i verden. I stedet tager journalisten stilling på læsernes, lytternes og seernes vegne og former sin beskrivelse, så at de ledes derhen, hvor journalisten ønsker.

[Note 1: Det bør nok i sammenhængen noteres, at der ved meningsmålinger på Journalisthøjskolen gennem en snes år - senest i 1990 - er konstateret tilslutning til partierne til venstre for Socialdemokratiet hos 2/3 af journalisteleverne]

Konsekvensen er, at offentligheden i dag i store dele af pressen ikke får den vare, de fleste venter sig, nemlig et - i al fald tilstræbt - neutralt refereret billede af, hvad der foregår, som giver mulighed for selvstændig stillingtagen. I stedet præsenteres nyheder, der er udvalgt og beskrevet på en sådan måde, at fremstillingen så at sige bærer konklusionen i sig selv.

...........

...........

Den brede offentlighed har intet kendskab til ændringen af journalistikkens idealer, og evt. kritik af mediernes nye fremstillingsform affærdiges som regel som forsøg på censur.

...........

...........

En af Pressenævnets vigtigste opgaver er følgelig at fastholde journalisten på pligten til at beskrive facts, selv om de i første omgang virker usandsynlige, og til loyalt at referere andres meninger, selv om han ikke personligt bryder sig om dem.

...........

...........

Det fremgår af eksemplerne i det foregående, at det virkelige problem i dag ikke er at sikre pressefriheden. Den er der næppe mange, der ønsker at undvære - ej heller dette skrifts forfatter. Det virkelige problem er derimod at sikre, at pressen ikke misbruger sin frihed til at holde oplysninger ude, der afkræfter rigtigheden af det, der er bragt. Problemet er med andre ord ikke den åbenlyse men derimod den skjulte censur - den der udøves af redaktionerne selv bag nedrullede gardiner.

Pressenævnet har for sit vedkommende gang på gang valgt at lade redaktionerne gøre hvad de vil. I dag kan et medie derfor uden større bekymring for, hvad Pressenævnet evt. vil sige til det, misinformere bevidst og derefter bortcensurere alt, hvad der viser, at det forholder sig anderledes end fortalt. Kommer sagen for Pressenævnet, kan mediet endvidere uden risiko misinformere Nævnet.

[MEM anm.: Pressenævnet kritiserede f.ex. ikke at Carsten Juste + Erling Vester Jacobsen overfor Pressenævnet bevidst og bevist [bilag 23] talte direkte mod deres egen bedre vidende.]

For i modstrid med grundlæggende retsplejeprincipper sikrer Nævnets praksis for sagsbehandlingen ikke klageren nogen adgang til at modsige det indklagede medies version af begivenhederne.

[MEM anm.: i sin første kendelse nr 10/1996 undlod Pressenævnet helt at medtage MEMs protest af 05.02.1996 mod at Carsten Juste + Erling Vester Jacobsen d. 29.01.1996 nu også overfor Pressenævnet talte direkte mod deres egen bedre vidende. Først ved en helt ny sag nr 65/1996 måtte Pressenævnet nølende tvinges til at notere dette. I sin første kendelse nr 10/1996 medtog Pressenævnet overhovedet intet fra MEMs indsigelser mod Carsten Justes ukorrekte fremlæggelser af 29.01.1996]

[MEM anm.: Pressenævnet kritiserede f.ex. ikke at Carsten Juste + Erling Vester Jacobsen udøvede bevidst og bevist [bilag 23] , som det er gjort gældende: bagvaskelse; her var en kollidering med straffelovens § 268.]

...........

...........

Pressenævnet har kort sagt misforstået den mest centrale del af sin opgave, nemlig den der ligger i at opstille forbilleder for, hvordan nyhedsformidling bør foregå med henblik på at sikre sandhedsværdien i det bragte. I stedet for at virke ansporende på denne måde ser Nævnet det tilsyneladende tværtimod som sin opgave at undskylde mediernes tilsidesættelse af elementære sandheds- og anstændighedsprincipper og at begrænse de krænkedes mulighed for at tage til genmæle.

...........

...........

Når Pressenævnet afstår fra at udnytte sine muligheder og tværtimod ser gennem fingrene med bevidst desinformation og skjult censur - ja nærmest dækker over sådant - kunne det med nogen ret hævdes, at nævnsinstitutionen skader mere, end den gavner. Offentligheden vil jo nemlig naturligt gå ud fra, at når der er et Pressenævn, vil den slags ikke kunne passére upåtalt, som Nævnet rent faktisk accepterer uden at blinke. Offentligheden vil altså også i kraft af nævnsordningen tillægge medierne større troværdighed, end der er belæg for i henhold til den måde, på hvilket Pressenævnet forvalter sit pund.

Tilbage står nu blot spørgsmålet: hvad var Ærlige Ærlings bevæggrund, og hvorfor var han villig og tåbelig nok til at foretage disse for hans omdømme stærkt belastende handlinger, med den risiko for afsløring som var indeholdt ?

Eventyrskriftets redaktør har ikke gidet at konsultere Ærlige Ærling om hans syn på spørgsmålet. Da redaktøren altså ikke har indhentet Ærlige Ærlings egen belysning, og spørgsmålet jo nødvendigvis må forsøges besvaret bringes istedet nogle kvalificerede gæt med et stænk af fantasi. Denne journalistiske methodiic er i dette tilfælde fuldt forsvarlig,og den har ovenikøbet Ærlige Ærlings fulde sympati; - han benytter den selv.

Vi må for en ordens skyld indskyde, at i alle andre tidligere tilfælde - bortset fra Ærlige Ærling - har redaktøren altid ved en forhåndshenvendelse givet berørte mulighed for at svare for sig.

Eventyrredaktøren har forstås - i modsætning til Ærlige Ærling - nemlig presseetisk moral.

Eventyrskriftets læsere må selv træffe deres egen kritiske afgørelse ang., hvilken af disse adfærds-forklaringer, der synes at kunne være den bedste.

JVF DOKUMENTATIONEN I BOGEN

AFSLØRING i RETTEN

FANTASIEN løb med mig