_________________________________________________________________________

Presse-meddelelse; 05.06.1998: Supplerende Redegørelse vedr.

A) Overfor Landsretten forsøgte Erling, at bygge sin sag på en politianmeldelse efter sigende indgivet febr. 1975 af d’herrer Galster + Hede mod Herr J.Sømod vedr. 1701-mønten. På forespørgsel måtte Erling dog i Landsretten erkende, at han ikke havde været klar over, at den nævnte anmeldelse var mundet ud, i at politiet intet grundlag fandt for at rejse sigtelse hverken mod Herr Sømod eller Herr Lindtner, da der intet ulovligt var foregået.

Erling måtte så overfor Landsretten erkende, at Erling ydermere helt havde undladt at kontrolforespørge politiet: Erling havde aldrig set nogen politianmeldelse, kun hørt om en sådan, men end ikke kontrolleret det, og Erling kunne da heller ikke fremlægge nogen politisag.

Der findes nemlig ingen verserende politisag vedr. 1701-mønten !

 

B) Erling oplyste så i stedet i Landsretten, at han ikke hentydede til nogen ulovligheder, da han i Jyllands-Posten 07.10.1995 fremsatte påstand om, at "… politiet konfiskerer stykket…" "… om 14 dage …".

Erling undskyldte sig i Retten med: "Det var bare en smart bemærkning".

Dette var i direkte modstrid med Erlings egen tidligere påstand fra avisen 07.10.1995, hvor Erling ubeføjet havde påstået: "… et stykke hittegods, som besidderen øjeblikkeligt efter dansk ret har pligt til at aflevere …".

 

C) Erling oplyste i Landsretten, at han aldrig havde set appellantens eksemplar af 1701-mønten. Erling har heller aldrig set det eksemplar, som påstås at have befundet sig i L.E.Bruuns Samling pr. 1928.

 

D) Erlings egen avisartikel fra Jyllands-Posten 04.11.1989 blev læst op i Landsretten. Det fremgik, at Erling 04.11.1989 oplyste, at appellantens eksemplar skulle være identisk med det eksemplar, som påstås pr. 1928 at have befundet sig i L.E.Bruuns Samling. Erling oplyste også 04.11.1989, at Galster af egen fri drift i 1928 lod det påståede eksemplar udgå af Samlingen. Erling undskyldte sig i Retten med, at han ikke længere var sikker på, om det var ham, der havde skrevet dette – selv om Erlings eget navn stod trykt på artiklen !

I modstrid med sin avisartikel fra 04.11.1989 erkender Erling nu i Landsretten, at Erling ikke véd, om appellantens eksemplar af 1701-mønten er identisk med det påståede eksemplar fra L.E.Bruuns Samling.

Det blev for Landsretten oplæst, at appellanten i 1995 trykte oplysning om sine kilder, og at disse kilder var sagsøgte journalist Erling Vester Jacobsens egen avisartikel fra 04.11.1989 samt oplysninger fra d’Herrer Sømod og Lindtner.

Det blev i Landsretten oplyst, at der ikke er nogen overhovedet, som kender noget til fortiden for appellantens 1701-mønt, før den i 1974 blev købt af Herr J. Sømod. Med den viden de sagsøgte har, eller rettere MANGEL på samme, havde Erling INTET fundament eller grundlag for sine avisartikler.

 

E) De sagsøgte meddeler selv i Svarskrift til ØL af 22.12.1997, at Nationalmuseet / L.E.Bruuns Samling i skrivelse af 26.03.1996 (Bilag 11) oplyser:

"… at man [:Bestyrelsen] ikke er i stand til at bedømme, om mønten [:appellantens eksemplar] er identisk med det forsvundne eksemplar [:L.E.Bruuns påståede manglende eksemplar] ".

Det blev oplyst i Landsretten, at et tinfolieaftryk ikke kan afsløre en forfalskning, og tinfoliesammenligningen fra 1994 havde derfor ikke tilstrækkelig bevisfasthed til at kunne stå alene uden bedre bekræftelser, og aftrykket blev da heller ikke fremlagt i Landsretten.

 

F) Erling havde i Retten fremlagt bogen om 1701-mønten, "Svinske Historier" (Kbh. 1989). Erling erkendte i Retten, at han også godt nok havde læst bogen. Erling havde 04.11.1989 faktisk anmeldt bogen i Jyllands-Posten. Bogen oplyser [red.anm.: påstår], at appellantens 1701-mønt aldrig har været hittegods, og bogen dokumenterer tværtimod, at der er tale om en mønt, som bogens forfatter Herr J. Sømod KØBTE i 1974 hos en århusiansk mønthandler. Erling havde direkte mod sin egen bedre vidende FORTIET dette og i stedet forsøgt at kæde appellantens mønt sammen med nogle myter om en 8-skillings mønt fra året 1701, som postuleres "forsvundet i 1928" under en transport. Erling havde heller ikke kontrolforespurgt L.E.Bruuns Samling, om Samlingen siden har fundet den mønt, Samlingen engang i 1975 ledte efter.

04.11.1989 skrev Erling: "Kun forfatteren Jørgen Sømod véd, om alle oplysningerne om ureglementeret omgang med hovedpersonerne i bogen – mønterne – kan dokumenteres."

Erlings advokat Ole Ravnsbo meddelte 21.04.1998 Landsretten: "Jeg skal herved meddele, at jeg afstår fra at afhøre Jørgen Sømod under domsforhandlingen, og derfor ikke indkalder ham." – hvilket jo var uheldigt !

 

G) Appellanten havde allerede i auktionskataloget okt. 1995 meddelt: "Ved kontakt til L.E.Bruuns Samling i august 1994 blev sikret, at samlingen ikke føler at have noget udestående krav på mønten". Erling havde naturligt nok heller ikke kunnet få en bestridelse af dette fra L.E.Bruuns Samling. Erling FORTIEDE derimod oplysningen mod sin egen bedre vidende. Erling havde faktisk helt undladt at kontrolforespørge L.E.Bruuns Samling. Erling havde end ikke fået bekræftelse fra d’Herrer Galster + Hede. Erling kunne i Retten overhovedet ingen vidnebekræftelser fremføre på Erlings div. fremsatte sigtelser !

 

H) Erling erkendte derefter i Landsretten, at appellanten ikke var identisk med "den person, der står bag …" de skiftende historier ang. 1701-mønten. Erling sagde nu, at han slet ikke sigtede til nogen bestemte personer overhovedet, men Erling undskyldte sig i Retten med: "Det var bare en generel oplysning".

Hvem Erling så sigter til, står hen i det uvisse både for os og for ham selv !

 

I) Erling løj overfor Landsretten, da Erling i Landsretten påstod, at appellanten havde digtet eventyr om møntens fortid vedr. perioden 1974-1994. Vidneforklaringerne afslørede nemlig, at appellanten fuldstændigt korrekt kun alene havde viderebragt de informationer, som de 2 sælgere dvs. vidnerne har fortalt appellanten i forbindelse med handelen 1994.

Erling havde ydermere undladt at kontrolforespørge sælgeren / vidnet Herr Lindtner.

 

J) Erling løj endvidere groft overfor Landsretten, da Erling i Landsretten påstod, at han i 1995 ikke havde været bekendt med identiteten af appellantens arbejdsgiver.

Det nævnes, at det jo er strafbart at afgive falsk vidneforklaring.

 

Erling kunne ikke i Landsretten føre sandhedsbevis for nogen af sine og sin advokat Ole Ravnsbos div. påstande overhovedet.

 

Erling erkendte i Landsretten, at han havde undladt at kontrolforespørge den af ham selv angrebne appellant, inden 1995-artiklerne kom i Jyllands-Posten. Erling undskyldte sig i Retten med, at han ikke plejer at foretage kontrolforespørgseler – og dette udsagn er jo sandt nok !

 

På trods af at auktionshuset – som almindelig sædvane foreskriver – anførte appellanten som en anonym rekvirent, identificerede Erling i avisen overfor alle appellanten med navns nævnelse.

 

Landsretten konstaterer dog, at på baggrund af den sammenhæng hvori de 2 udtryk "… et stykke hittegods …" og videre "… rekvirenten ikke på tilstrækkelig vis har dokumenteret sin ret til at kunne sælge …" er fremsat i artiklerne og efter det i øvrigt oplyste, findes udtrykkene dog ikke at være tilstrækkeligt grove til at være udtryk for en retsstridig krænkelse af appellantens ære.

 

Det følger, at 1701-mønten ikke som ubeføjet påstået var " … et stykke hittegods, som besidderen øjeblikkeligt efter dansk ret har pligt til at aflevere …" .

 

Dommen tilkendegiver, at appellanten var i sin gode ret til at sælge mønten, og ikke har deltaget i ulovligheder af nogen art, og dette måtte Erling da også erkende i Retten, og appellanten er frikendt for alle af Jyllands-Posten fremsatte påstande om ulovligheder - hvad så end formålet har været med at fremsætte de i Jyllands-Posten anførte grove beskyldninger, tilsværtninger og tyvtelser ?

 

Disse berigtigelser har Erling fortsat undladt at bringe i sin avis, hvilket Erling ellers for længst burde have gjort. En lille mand kan man kende på hans fodaftryk – hvad mener Jyllands-Posten i øvrigt ?

 

Summa summarum:

Med Erlings diverse erkendelser, indrømmelser og undskyldninger i Retten, undgår Erling altså at komme i "kachotten" og Erling slipper ligeledes for at betale erstatning – i hvert fald indtil Sø- & Handelsrettens afgørelse – men den kedelige vanære for Erlings EGNE eventyr, digte og løgne består.

 

suppl. redegørelse vedr. Byretssag 10.1997

Tilbage til demo 1701-Mönten paa nye Æventyr