For Landsretten fremlagdes følgende konstateringer fra Byretten:
_________________________________________________________________________
Presse-meddelelse; messen "Mønter i Forum" 30.10.1997
Supplerende Redegørelse
vedr. Byretssag G-10554/96 (kendelse 27.10.1997) ang. 1701-mønten
1) I Retten har Erling indrømmet, at der ham bekendt IKKE er nogen, der gør krav på 1701-mønten. Dette er i strid med Erlings egne 1995-artikler.
2+4) Erling har i Retten forladt påstanden om, at sagsøgeren skulle have deltaget i en ulovlig, ikke "stueren" handel med 'hittegods', som "politiet konfiskerer" . . . "om 14 dage".
3) Erling har i Retten erkendt, at sagsøgeren var i sin gode ret til at sælge 1701-mønten.
Dette er i strid med Erlings egen påstand fremhævet i hans 1995-artikler.
4) Erling erkender, at 1701-mønten – som meddelt – blev leveret og betalt på adressen Gl. Kongevej 172 under en ubestemt [anden] handel.
5+6) Det blev klart dokumenteret i Retten, at sagsøgeren IKKE var identisk med "den person [:de personer] , der står bag" de skiftende historie-versioner.
Vidneafhøringen afslørede, at det var Erlings egen falske og løgnagtige DIGTNING, og ikke - som påstået i 1995-artiklerne – sagsøgeren, der ' digtede ' "eventyr" .
Sagsøgeren må qua sin stilling alene referere de oplysninger, der følger mønten i salgsøjeblikket – dersom andet ikke kan dokumenteres.
7) Erling nægtede i Retten at besvare, hvad der var 1701-møntens rette historie og ville desuden heller ikke oplyse ejerforhold og handelspriser i perioden 1974-1994.
Sagsøgeren oplyste Byretten, at Erling var kilde til, at sagsøgerens mønt skulle være identisk med det eksemplar, som påstodes i 1928 at have befundet sig i L. E. Bruuns samling. Erling kendte intet til 1701-møntens fortid før 1974, eller om mønten kom fra L.E.Bruuns Samling
8) Auktionshuset havde tilbagekaldt de 3 beskyldninger (pkt. 3+7+8), som Erling havde gengivet i Jylllands-Posten d. 04.11.1995 – dette havde Erling undladt at oplyse, hvad Erling også erkendte i Retten.
9) Erling har ligeledes i Retten erkendt, at det var ham selv, der af auktionshuset var blevet angivet som ophavsmanden til disse 3 tilbagekaldte beskyldninger; også dette har Erling fortiet.
10) Erling erkendte i Retten, at han d. 04.11.1989 i Jyllands-Posten skrev noget helt andet, nemlig: at Galster selv af egen drift lod en 1701-mønt udgå af L. E. Bruuns samling i 1928.
Påstanden havde Erling totalt FORTIET i 1995-artiklerne.
Erling erkendte i Retten, at han havde undladt at kontrolforespørge den af ham selv angrebne sagsøger, inden 1995-artiklerne kom i Jyllands-Posten.
Erling erkender, at han i væsentligt omfang "tuskhandler med" sjældne mønter m.m.
Det blev oplyst i Byretten, at sagsøgeren var den eneste af sagens involverede personer, der havde holdt sig til sagens realiteter.
Byretten har dog på tiden ikke fundet sagsøgerens påstande tilstrækkeligt dokumenterede, hvorfor sagen genbehandles ved Østre Landsret – derfor er der endnu ikke taget stilling til sagsøgerens påstande og anbringender.
Ove Becher, Frederiksberg
…………………………………………………………………………...……….……
1701-mønten
blev uden politiets assistance udbudt til offentligt salg hos I.K. Møntauktioner 32, lot 69, lørdag d. 18.10.1997, altså 12 dage før redegørelsen for Byretssagen af 30.10.1997 forelå. Møntens salgspris var en del trykket på salgstidspunktet, hvor Erlings ubeføjede anklager om hæleri-agtig handel med påstået ulovligt ’hittegods’, der skulle gøres ’stuerent’, stadig stod uantastet overfor offentligheden. Uheldigvis forelå Byrets-redegørelsen endnu ikke på salgsdagen, og auktionshuset måtte udbyde 1701-mønten til en minimumspris af blot kr. 1.701,- og møntens hammerslagpris blev da også som følge af sagsøgtes uredelige kursmanipulering trykket til beskedne kr. 25.000,- med hertil hørende salær kr. 5.750,- (altså sølle 15 gange over auktionshusets min.pris), hvorfor den nye - og heldige - ejer faktisk fik mønten foræret for en totalpris af blot kr. 30.750,- hvilket jo må siges at være et særdeles billigt røverkøb. Dette på sælgerens bekostning, bemærkes.suppl. redegørelse vedr. Landsretssag 05.1998