Nedenstående har Dansk Mønt og div. andre fået Forlagets tilladelse til som demo at gengive:

(home) (klager) [oprindeligt publiceret i 1995]

Når sindet er i kog bør pennen ligge kold

Udgivet af Grelbers Forlag, København (lørdag 4. november) 1995, (4) pp. - (klager)

Morgenavisen Jyllands-Postens møntrubrik lørdag den 7. oktober 1995 indeholder med overskriften "Omstridt mønt sælges" en større reklameomtale på 124 linier og et foto af et forestående auktionssalg af "en mønt fra 1701 [som] har i mange år sat sindene i kog i numismatiske kredse" etc.

Reklameomtalen er forfattet af avisens sædvanlige møntskribent kaldet "JP" .

Den i antikvitetskredse velkendte forfatter "NL" optræder en del i "JP"s reklameartikel. "NL" er dansk statsborger født i Italien af norske forældre og blot een af verdens mange dansk-italienere.

Når talen nu er på velkendte fiktions-forfattere bør "JP" i samme forbindelse også have i erindring forfatteren Conan Doyle som omkring århundredeskiftet følte sig tvunget til at lade en berømt fantasi-person afgå ved døden.

I det auktionskatalog som "JP"s reklameomtale beskriver, er der særligt 5 liniers tekst som citerer den nævnte forfatter "NL"s kildeoplysninger. Disse 5 linier bruger "JP" 91 linier af sin reklameomtale på.

Resten af dette åbne brev vil nu kommentere "JP"s 91 linier.

Indledningsvis bør gives en smule forklaring om problemer, som forekommer ved indsamling af referat til en mønts proveniens-historie. De handeler, referenten kan dokumentere med trykte offentlige auktionskataloger, er der som regel kun mindre problemer forbundet med. De handeler, som foregår ved privat udveksling, er derimod uhyre vanskelige. Her er referenten fuldstændig afhængig af de udsagn, som man en sjælden gang kan få fra en af de oprindeligt implicerede privat-personer. Og referenten er ganske afhængig af den erindring, som den implicerede privatperson har ofte mange år efter begivenheden fandt sted. Nogle personer har en sikrere hukommelse end andre.

Et eksempel herpå kan jo være at pseudonymet "Eske" ved en privathandel den 23. august 1994 overrakte mellemmanden "NL" fuld betaling kr. 6.000 alt inclusive for en 1701-mønt.

Herfra vil mellemmanden "NL" fratrække sit kommissionsbeløb og udbetale restbeløbet til sælgeren, investoren kaldet "Stefan Brun". Nu ca. 13 måneder efter modtagelsen af sit salgsbeløb minus mæglersalæret erindrer "Stefan" ifølge Jyllands-Postens skribent at have modtaget "mellem 6.000 og 7.000 kroner for mønten" [sic !! ].

Hvad skal man nu sige til den slags ? ..... altzheimers syndrom kan undertiden udvikles hurtigt ....

[red.anm.: "NL"s mæglersalær var nul kroner]

Når "Stefan" efter denne erindringspræstation så overfor Jyllands-Postens skribent skal prøve at huske ikke eet men mange år tilbage i tiden, erindrer han et købsbeløb på kr. 15.000.

Hvorvidt der måske er tale om, at investoren prøver at formindske pinagtigheden (eller forøge stoltheden ?) af sit investeringsresultat, kan formentlig ikke engang Jyllands-Postens skribent bevise.

Hvis ikke, er prisen på de i avis-artiklen hævdede kr 15.000 måske fantasi ....

En af de ufornuftigste diskussioner, som man kan rode sig ud i, er en diskussion om, hvad der er den "korrekte markedsværdi" for et givent objekt.

"Markedsværdi" er et fuldstændigt arbitrært tal som kun gælder på eet givent sted i eet givent sekund; derefter er tallet for "markedsværdien" forældet. Emnet er ligesom fastsættelse af den "rigtige konserveringsgrad" helt subjektivt indenfor visse rammer. Der forekommer talrige tilfælde af, at en 1975-"markedspris" tyve år senere er doblet, triplet eller er endnu højere i 1995.

Som eet enkelt ud af mange tilfælde skal blot nævnes Bremerholm-tegnene omtalt af "JP" lidt senere i avis-artiklen. Et sådant stykke fik 1978 hammerslag på kr. 900. I 1995 hos I.K.s Auktioner blev hammerslaget kr. 3.500.

"Markedsprisen" forandrer sig i særlig grad, når et objekt ændrer karakter fra ligegyldigt afslag til at være en UNIK mønt-type !

"JP" har siden 4. dec. 1982 optrådt som Jyllands-Postens - forhåbentlig indsigtsfulde - anmelder af f.ex. Sieg´s årlige prisvurderingskataloger og skulle på nuværende tidspunkt nok have bibragt sig disse erfaringer ?

Den i avisen nævnte "dansk-italienske investor" er, som avisen ganske rigtigt skriver, frit opfundet - nemlig af "JP" selv. Auktionskatalogteksten derimod taler om en "dansk-italiensk samler".

Kan "JP" nærmere redegøre for, hvorledes listningen af en anonymiseret person skulle kunne få nogen prisdannende betydning endsige oppuste markedsværdien ?

Referenten har i forbindelse med affattelsen af auktionskatalogteksten søgt "Stefan"s adresse for at tilstille denne en kopi af manuskriptet til beretningen. Det lykkedes desværre ikke for referenten at lokalisere "Stefan", hvorfor manuskriptet kun kunne sendes til kilden "NL" til godkendelse. Auktionskatalogteksten var indskrænket til kun at indeholde de detailler, som "NL" havde tilladt måtte offentliggøres på daværende tidspunkt. Retfærdigvis skal det her siges, at "JP" er fair på dette punkt, idet "JP" kommenterer, at når man "ikke har haft samme mulighed som Jyllands-Posten for at komme i kontakt med "Stefan Brun" " er man "uden skyld i miseren".

Men "JP" derimod har kunnet konsultere de kilder, som er nævnt i auktionskataloget, og "JP" er derfor ikke uden skyld i sine miserer.

Det danske kriminalpoliti har i 1975 efterforsket sagen og optaget rapport [Hørsholm kriminalpoliti journal D.117/75] om hændelserne for 1701-mønten i årene 1974+1975. Herom kan læses - udover i politirapporten - i den anførte kilde Møntsamlernyt juni 1975 side 190, hvor de italienske mellemmænd til den dansk-italienske aftager anføres med navns nævnelse. I politirapporter må man ikke tale usandt.

Vi må dermed nok konstatere, at den omtalte dansk-italiener ikke er opstået på baggrund af referentens fantasi.

"NL" har venligst den 23. august 1994 på adressen Gammel Kongevej 172 overfor referenten berettet møntens videre skæbne i perioden 1975-1994. Herom foreligger signeret bekræftelse.

Dermed står ligeledes udsagnet "garneret med hans [:referentens] eget eventyr" til behagelig berigtigelse.

På adressen Gammel Kongevej 172 logerer bl.a. en spiritusforretning, en vinduespolerer, en af Skandinaviens mindre mønt- & frimærke-forretninger samt en damelingeriforretning. Der er vel næppe nogen af disse beboere på adressen, som udøver anden stuerengøring end i deres egne lokaler.

Den rigtige historie om årsagen til anførselen af adressen Gammel Kongevej 172 kunne "JP" såmænd have fået ved at spørge auktionskatalog-artiklens forfatter, der, som han altid tidligere har gjort, gerne besvarer "JP"s forespørgseler.

"JP" bedes venligst præcisere, at de der står bag historierne, og som "JP" dermed iflg sit eget udsagn må lægge sin mistillid hos, kaldes "NL" og "Stefan". Evt. søgsmål i dette anliggende vil da stå mellem "JP" og "NL"+"Stefan", men er referentens person fuldstændig uvedkommende.

Et meget betydningsfuldt spørgsmål vil lyde:

er "JP" i stand til at fremlægge nogen samtidig, skriftlig dokumentation, der beviser ægtheden af den [ufuldstændige] version af historien, som "JP" præsenterer ?

Hvis ikke, ville det fornuftigste have været ikke at bringe sig selv i en situation, hvor "JP" måske må tvinges til at trykke berigtigelser vedr. de af "JP"s udsagn, som er referentens person vedkommende.

"JP" er selv skyld i den misere, han geråder ud i, da "JP" har haft fuld mulighed til at efterprøve de til den refererede historie benyttede kilder. De er alle anført tilsidst med små tydelige bogstaver.

"JP" har øjensynligt ikke bemærket, at referenten netop af forsigtighedshensyn denne mønt angående har anført navnene på de 2 personer, som har meddelt de mundtlige erindringer vedr. de sidste 20 års begivenheder i 1701-møntens historie.

Ja, da referentens navn ovenikøbet er anført, og da "JP" har referentens adresse plus tlf.nr., kunne den i anden sammenhæng ellers sobre "JP" nemt have indhentet referentens belysning af sagen.

Det har "JP" gjort mange gange før; hvorfor ville "JP" ikke gøre det denne gang ?

Denne omtanke ville have pyntet, og den kunne have gjort uvidenheden om sagens dybere sammenhæng i "JP"s personudsagn mindre omfangsrig.

Det er et uhyre positivt initiativ, at "JP" vil anstrenge sig for at kaste nyt lys over en muligvis gammel skrøne.

Men et eller andet galt i "JP"s indfaldsvinkel eller formål får sagen til at ramle helt på gulvet for ham.

Den endegyldige, ubestridte og dokumenterede sandhed om den i sandhed omstridte 1701-mønt skal man nok aldrig forvente at finde.

Med stor og venlig hilsen

De 5 linier i auktionskatalogteksten med de daværende frigivne detailler lød som følger:

® mønthandleren, senere forfatter Norman Lindtner. Norman er næsten lige så hurtig og sælger mønten januar 1975 for kr. 22.000 via mellemmænd til

® en dansk-italiener boende i Rom. Ca. 1991 dør denne samler og enken afhænder stykket til en mægler,

som videresælger til

® en investor kaldet Stefan Brun.

"NL" og "Stefan" er med de nuværende foreliggende udsagn noget uenige. Vi har 2 versioner af historien; begge uden yderligere dokumentation. Læserne kan dermed frit vælge:

[version-1] [de extra detailler er meddelt af "NL" i skriftlig bekræftelse dateret 30.10.1995]

® mønthandleren, senere forfatter Norman Lindtner. Norman er næsten lige så hurtig og sælger mønten for [angiveligt]

kr. 15.000 til

® en investor kaldet Stefan Brun. Mønten bliver nu pludselig ´varm´, og sælges skyndsomt videre januar 1975 for [angiveligt]

kr. 22.000 via mellemmænd til

® en dansk-italiener boende i Rom. Ca. 1991 dør denne samler og enken afhænder stykket til en mægler, som videresælger til

® en investor kaldet Stefan Brun, som dermed for 2. gang ejer mønten.

[version-2]

[meddelt telefonisk af "Stefan" 03.11.1995 ca. kl. 14.00. "Stefan" tillader nu at oplyse, at den ´officielle´ version-1 var en dækhistorie, sat i scene til at beskytte "Stefan"] [Under hensyntagen til "Stefans" udtalelse bekræfter "NL" senere 03.11.1995 ca. kl. 17.00 i Forum sandheden af version-2 samt, at version-1 var en dækhistorie]

® mønthandleren, senere forfatter Norman Lindtner. Norman er næsten lige så hurtig og sælger mønten for [angiveligt]

kr. 15.000 på et tidspunkt efter 13. december 1974 - formentlig inden årsskiftet - til

® en investor kaldet Stefan Brun.

Notabene:

et rek. brev er under separat afsendelse til Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende redaktør. Heri anmodes avisen om at trykke en lignende opsat berigtigelse vedr. de af "JP" fremsatte usande udsagn ang. referentens person.

Morten Eske Mortensen, som for 2 dage siden er hjemvendt fra 14 dages studietur i Norge, oplyser at auktionssalget af 1701-mønten udskydes et halvt år til foråret 1996.

Endvidere meddeler MEM følgende:

Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag den 7. oktober 1995 skriver følgende forkerte udsagn:

Dette er ikke tilfældet, idet MEM har refereret de oplysninger, han er blevet meddelt i forbindelse med den omtalte handel 23. august 1994.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver endvidere følgende forkerte udsagn:

Dette er heller ikke tilfældet, idet MEM har refereret de oplysninger, han er blevet meddelt i forbindelse med den omtalte handel 23. august 1994.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver desuden følgende tvivlsomme udsagn:

Dette vil dårligt kunne være sandt, idet pseudonymet "Eske" kontant udbetalte til en mellemmand præcis kr. 6.000 incl. mellemmandens mæglerhonorar.

En 2-sider lang, mere detailleret redegørelse vil snarest blive distribueret.

 

Morten Eske Mortensen

21. oktober 1995

Grelbers Forlag

Personer, som skulle være interesserede i at modtage den detaillerede redegørelse, bedes skrive deres navn og adresse på den i auktionslokalet fremlagte liste.

Tilbage til MEM forsiden