Nedenstående har Dansk Mønt og div. andre fået Forlagets tilladelse til som demo at gengive:
(home) (klager) [Oprindeligt publiceret i 1993]
Censur af ubehagelig sandhed
Artiklen, "Hele sandheden om smørmandens guldskat", trykt i Møntsamleren nr. 2, september 1993, blev skrevet som kommentar til avisartiklen "Smørmandens Guldskat", der blev bragt i Søndags-Politiken den 10. januar 1993. Kommentaren blev afleveret til hovedredaktøren af Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad (NNUM), Jørgen Steen Jensen, den 29. marts 1993, altså netop på grosserer L. E. Bruuns 141 års fødselsdag (den 70. efter hans død). Hovedredaktøren sendte omgående kommentaren videre til den ansvarshavende redaktør. Da begge redaktører ikke ønskede at lade kommentaren komme til offentlighedens kundskab, afvistes dens trykning, og den returneredes i april.
DNF's bestyrelse inddrages i sagen
Imidlertid var L. E. Bruun et af Dansk Numismatisk Forenings (DNF) stiftende medlemmer og en af foreningens allerstørste velgørere. Sagen vedr. hans efterladte samling er af stor interesse for alle møntsamlere og især DNFs medlemmer. Kommentaren afleveredes følgelig til DNFs formand, der efter betydeligt pres ville lade sin bestyrelse tage stilling i juni til sagen vedr. forsøgene på omgåelse af L. E. Bruuns testamente.
I den mellemliggende tid kunne 3-mands bestyrelsen for L. E. Bruuns samling godt få indlæg nummer to optaget i NNUMs spalter (medlemsblad nr. 5, juni 1993).
Til dette indlæg nummer to bør knyttes et par bemærkninger, som fremføres nedenfor.
Privat møntsamling
L. E. Bruun frygtede, under indtryk af 1. Verdenskrig, at bomber eller brand kunne ødelægge landets nationale møntskat, som opbevares i Nationalmuseet. L. E. Bruuns samling er en privat møntsamling, og dette ønskede L. E. Bruun, at den skulle fortsætte med at være. Alligevel var L. E. Bruun i sit testamente storsindet nok, til at lade den danske stat have sin samling som gratis reserve i 100 år. Dette burde i rigt mål være tidsfrist nok til, at staten kunne udbygge sikringsforholdene for Nationalmuseets møntskat.
Efter disse 100 års frist ophører L. E. Bruuns samling med at tjene som statens reserve. Derfor bestemte L. E. Bruun, at den via auktion igen skulle spredes blandt møntsamlerne, hvorfra den var kommet. L.E. Bruun ønskede, at staten IKKE skulle kunne købe hans samling eller på nogen anden måde have den til rådighed ud over de 100 år.
Nye samlergenerationer skulle have de samme glæder ved mønterne, som han selv havde haft.
Hemmelige planer om testamentebrud
I 3-mandsbestyrelsens indlæg i NNUMs juninummer meddeles, at bestyrelsen er ifærd med at udarbejde planer for, at samlingen skal:
Alle disse 3 punkter overtræder L. E. Bruuns krystalklare testamentariske bestemmelser.
Jørgen Steen Jensen, Jørgen Hede og Ivann Bruun sætter alle deres navnesignatur under overtrædelserne.
Bestyrelsen vil ikke oplyse detaillerne i planerne.
Samlingen bør sælges på auktion i 1994
Bestyrelsen har dog een mulighed for at få bragt testamentets bestemmelser i kraft vedr. afvikling af samlingen før år 2023. Nemlig, såfremt staten forsøger ekspropriation eller lignende af samlingen! L. E. Bruun indføjede her en sikkerhedsklausul, der bestemte, at bestyrelsen da straks skulle sælge samlingen på auktion.
Sikkerhedsklausulen lyder således:
"Skulde det Tilfælde indtræffe inden
100 Aar efter min Død, at Stat eller Kommune paalægger Formueskat ogsaa af
saadanne Effekter, som dem, hvoraf Samlingen bestaaer, og Skatten rammer
Samlingen, eller skulde der blive foretaget en Formueskonfiskation eller anden
Skat, som Bestyrelsen ligestiller hermed, da skal Samlingen snarest
sælges ved offentlig Auktion og Provenuet fordeles mellem mine Arvinger efter de
i Paragraf 8 ommeldte Forhold."
Idet overinspektør ved Nationalmuseet, Jørgen Steen Jensen repræsenterer staten, og da samme JSJ i samarbejde med rigsantikvar Olaf Olsen, der også repræsenterer staten, aktivt forsøger at lægge hånd på L. E. Bruuns samling, må konsekvensen være at samlingen nu skal udbydes på offentlig auktion ifølge testamentets bestemmelser.
Bestyrelsen bør gå nu
Tilbage står, at bestyrelsen i indlægget har meddelt, at den aktivt modarbejder de ønsker, donatoren L. E. Bruun havde for sin samling. Den har dermed gjort sig selv inhabil. Det burde herefter ikke være muligt for den nuværende bestyrelse at fortsætte. Som konsekvens bør den siddende bestyrelse snarest træde tilbage og afløses af personer, der formår at forvalte efter L. E. Bruuns ønsker og testamentariske bestemmelser på korrekt vis.
Nationalmuseet vil omgå testamente
Da man på det seneste har kunnet se to fremtrædende Nationalmuseums-personligheder offentligt, på tryk og uden dementi citeret for udtalelser, der støtter forsøgene på omgåelse af donatorens testamente og ønsker, vil det ikke være heldigt, at de ledige bestyrelsesposter bliver besat af personer, som har tilknytning til museums-verdenen.
Lykkelig løsning
Jørgen Steen Jensen og resten af bestyrelsen afslutter indlægget med at "håbe på en lykkelig løsning." Her er eet punkt, hvor bestyrelsen handler korrekt. Og den lykkelige udgang vil jo være, at arveladeren L. E. Bruuns ånd og ønsker efterleves i alle detailler.
Intet mere - intet mindre!
|
|
|