(home) 

Møntsamlere.

–o–

I Anledning af den store Møntauktion.

–:–

Avisartikel 1906 forfattet af: Kabyler

[ © Re-publikation 2002 af MEM]

[Læreregler nedenfor gælder stadig ca. 100 år efter]

 (moderne skrift-sats)

Gid ens Forfædre for en halv Snes Generationer siden havde lagt nogle faa Hundrede af de den Gang tarveligste Mønter til Side og gid de da var gaaede i Arv lige ned til en selv, hvor skulde man da ikke ile med at faa disse tyndslidte Metalstykker paa Auktionsbordet !

Saadanne Fantasier opstaar let hos en, naar man sidder og skuer ud over Mængden, der har forsamlet sig om det grønne Bord paa "Hotel Dagmar", for at byde paa afdøde Konferensraad Bech's efterladte Møntsamling.

Det havde i Virkeligheden været en uhyre billig Maade til at sikre sine Efterkommere i tiende Led. Det skulde netop have været Mønter, for hvis reelle Værdi man nu til Dags kan faa en Bismarcksklump eller en Stang Lakridsrod. Lad os sige Pengestykker repræsenterende fra 2 til 10 Øre. Det viste sig nemlig ved den afholdte Møntrevue, at de tidligere Metalværdier fuldstændig nivelleredes i Tidens Løb. En Skilling kan udmærket koste det samme som en Mark, og en Toskilling kan være over fire Gange saa meget værd som en Fireskilling. Tænker vi os et Fremtidsperspektiv efter denne Skala, vil i Aaret 2306 Toører fra Frederik den Ottendes Tid maaske blive betalt med 100 Kr., medens ingen byder mere end en halv Snes Kroner for en sølle 50 Øre.

Spekulationen med Henlæggelsen kan kun slaa fejl, saafremt Møntsamlerne, hvis Antal – dersom man skal dømme efter de ved Auktionen fremmødte, højst er et halvt Hundrede – skulde uddø, eller Sporten fra at blive Velstandsfolks Eje gik over til kun at dyrkes af de lavere Samfundslag.

I Gaar var Tegnebøgerne i Orden og Købelysten efter Sigende normal. Brede Haandværkere fra Provinsen, helt oppe fra Nykøbing paa Mors, fra Jyllands Hjerte og fra Fyens Hovedstad, sad Side om Side med københavnske Fabrikanter og Storexportører, som vi hidtil kun har kendt som Borgere, der udelukkende interesserede sig for Kurser, Fragter og Raamaterialers Pris.

Ligesom afdøde Konferentsraad Bech har de fleste af disse Folk samlet i Aaringer. De er velkendte i Mønthandlernes og Marskandisernes Kælderbutikker. Ofte ser De dem standse med et Ryk uden for saadan en Handlendes Vindu. Deres Blik tiltrækkes magnetisk af en Underkop fyldt med gamle Mønter, der er udstillede i Vinduet. Kommer de til Provinsen, opsøger de gerne de lokale Guldsmede eller Uhrmagere, som ikke sjeldent køber gamle Mønter af Bønderne. Men det er alt sammen Svinkeærinder, de store Festdage er de, hvor de store Auktioner afholdes.

Medens et Møntkatalog for en uindviet kun indeholder nogle intetsigende Bemærkninger, saa betyder det for Samlerne ofte en hel Stamtavle. De kender gerne den enkelte Skilling og Mark, de ved meget vel, hvem der har ejet den før Konferentsraad Bech, og atter denne Formands Formand o.s.v. De ved ogsaa, hvor mange Exemplarer der i det hele taget existerer af hver Mønt. Undertiden kan de dog fejle.

Der er nu f.Eks. en Mark fra 1546. Den tilstaas en herværende Grosserer for 80 Kr. Jo, siger han, der existerer kun et Exemplar til her i København og et i Christiania.

- De tager fejl, replicerer en anden, jeg har vel ogsaa en – og ved nærmere Eftertanke gaar det op for Køberen, at han maa regne med mindst 1 Mark til.

En Toskilling fra 1545 gaar i 92 Kr., hvorimod en Species, der er 8 Aar ældre, kun gaar i 86 Kr., og en Mark fra samme Aar som Toskillingen ogsaa kun naar 92 Kr. En Fireskilling fra 1535 naar 33 Kr., en Gylden fra 1536 366 Kr., en Mark fra 1554 100 Kr., en do. fra 1546 80 Kr.

Norske Mønter fra denne Periode er øjensynlig mere værd end tilsvarende danske. Tilsyneladende er der ingen Forskel at se paa dem. Men det er kun en uciviliseret Kabyler, der ikke kender Forskel paa norsk og dansk i denne Sammenhæng. Skal man nærmere definere Begrebet uciviliseret Kabyler, bliver det en Person, som indtil i Gaar har levet i en lykkelig Uvidenhed om, at alle danske Mønter fra gammel Tid og lige til Dato og formodentlig langt i Fremtiden har været, er og vil blive præget med et lille Hjerte. Man lukker sin Portemonnæ op og overbeviser sig om Rigtigheden. De norske derimod har paa samme Sted i Stedet for Hjertet en mere prosaisk Hammer.

Men Auktionen er paa Heldningen. Køberne samler de erhvervede Mønter i de medbragte Poser og gør sig en glad Aften, naar de kommer hjem. De ordner deres Indkøb i de dertil indrettede særlige Møntskabe, hvor middelalderlige Mønter ordnes særskilt i kvadratinddelte Skuffer, medens mere moderne Mønter ordnes i Rækker, alle paa mørke Fløjlsunderlag.

At trække disse Skuffer ud og ind, at undersøge Mark, Skilling, Drejsling, Korshvid, Søsling og Hvid er Møntsamlernes bedste Tidsfordriv. Det skal efter Sigende udvikle den økonomiske Sans, i hvert Fald har ingen nogen Sinde hørt om en Møntsamler benytte det flot henkastede: "Det er ikke en Hvid værd."

Møntsamlere sværmer nemlig ikke for Paradoxer.

Litteratur

Tilbage til MEM forsiden