Nedenstående har Dansk Mønt og div. andre fået Forlagets tilladelse til som demo at gengive:
(home) (klager) [oprindeligt publiceret i 1994]
"Med Hensyn til Priserne i en Mønthandlers Prisliste maa man være berettiget
til at forudsætte og kræve, at de staar i et rimeligt Forhold til Møntens Værdi,
altsaa er satte efter et samvittighedsfuldt Skøn bl.a. ogsaa over det Antal,
hvori de paagældende Mønter findes bevarede; men i endnu højere Grad maa man
kræve, at naar Raritetsbetegnelser anføres, disse maa være, tilbørligt
hjemlede, thi her fremtræder Mønthandleren med en positiv Udtalelse, for hvis
Rigtighed han maa staa inde og om fornødent maa kunne fremlægge en
Dokumention. En Henvisning til ældre Katalogers Raritetsbetegnelser er ikke
nok; det er vitterligt, at disse ofte er mere vild- end
vejledende.
Spørgsmaalet om Brug og Misbrug af Raritetsbetegnelser ...
fortjener dog i høj Grad at stilles under Diskussion.
Her skal kun udtales,
at ved Anførelse af Raritetsgraden maa udvises den største Loyalitet, ikke
mindst naar sælgeren ved påberåbelse af sin Stilling gør Fordring paa
særlig Sagkundskab."
Disse betragtninger er fælles fremsat af (Dansk) Numismatisk Forenings formand + næstformand i et behjertet forsøg på oprydning blandt de brådne kar i branchen.
I det videre citat er dog ordene "Forretningens Indehaver" og "Forhen Sekretær ved Numismatisk Forening" nu erstattet af "Auktionshusenes Katalogforfattere" og "Eksperter":
"Auktionshusenes Katalogforfattere betegner sig selv som Eksperter.
Anlæggelsen af en saadan Titel, der ikke i sig selv synes at have noget særligt
tillokkende eller velklingende ved sig, maa antages at have til Hensigt hos
Kunderne at skabe en Overbevisning om, at Auktionshusene ledes med en saadan
Sagkundskab, at Paalideligheden af (Auktionskatalogets) Angivelser derved
garanteres …
At der for at opnaa den nævnte Stilling ikke kræves, og at
Eksperterne ejheller som Eksperter har erhvervet særlig Sagkundskab, vil
formentlig fremgaa af et Par Eksempler, som skal anføres nedenfor."
Således tryktes i 1919 ordene fra senere dep. chef i landbrugsministeriet, cand. jur., dr. polit. Julius W. Wilcke og stifteren af A/S Atlas, cand. polyt., dir. H. H. Schou.
Der er siden 1919 ikke sket synderlige fremskridt på området. Dette ses endnu engang af det udsendte auktionskatalog over III. og sidste del af Holger Hedes møntsamling.
- og hvad er der nu galt i Firma B. Ahlströms og Firma Bruun Rasmussens fælles auktionskatalog fra oktober 1994 ?
Jo, firmaernes eksperter - som de selv betegner sig i salgs-konditionerne - har igen forsøgt sig med at opstille et antal "undersøgelser" over hvor sjældne, de udbudte mønter er.
Jo sjældnere, det viser sig mønterne er, jo højere salgspris vil de - alt andet lige - opnå.
Gætter de katalogansvarlige forkert mht. den sjældenhedsgrad, som køberne "vejledes" med, kan køberen gøre et "godt køb" i det tilfælde, hvor de katalogansvarlige gætter, at mønten er mere almindelig, end den i virkeligheden er.
På den anden side, hvis katalogforfatterne gætter på, at mønten er sjældnere, end den i virkeligheden er, kommer køberen til at betale for mange penge.
Den sidste situation er alvorlig, for her vildledes køberen af de katalogansvarlige, mens det alene er en sag mellem sælger og auktionsfirma, når man "bare" snyder sig selv.
Katalogforfatterne kan jo have foretaget sine forkerte gæt af uvidenhed. Hvis sjældenhedsangivelsen derefter er for optimistisk, kan køberen blot trække på skulderen og kræve sine penge refunderet ifølge auktionskonditionerne.
Men når de auktionsansvarlige gennem flere år er blevet gjort vidende om de
forkerte raritetsgætterier, er sagen langt, langt værre.
Så er de
auktionsansvarlige bevidste om, at køberne vil føle sig snydt..
En mild betegnelse må da være, at katalogforfatterne i al deres uansvarlighed skader auktionsfirmaerne således, at det synes de udøver plattenslageri.
De to auktionshuses "eksperter" prætenderer i kataloget, at de har foretaget et antal sjældenheds-"undersøgelser" for at "vejlede" potentielle købere.
Ud af mange graverende tilfælde udvælges her kun et par eksempler til detailleret gennemgang. Enhver kan finde sine egne eksempler - mulighederne er mange.
Lad os starte med at kigge på katalogets første sjældenheds-"undersøgelse",
nemlig ved lot 168 Kong Hans (1481-1513) Rhinsk Gylden uden år (G 27 S
1-6).
Efter deres bedste evner, overbevisning samt - må man forvente - megen
studieflid er det lykkedes for auktionshusenes "eksperter" at udfinde, at denne
mønt kendes i 9 eksemplarer, hvilket jo er temmeligt sjældent.
Skade er det
så bare, at disse "eksperters" omfattende studier burde have ledt dem til et tre
år gammelt auktionskatalog, nemlig nr. 554 fra det velrenommerede Firma B.
Rasmussen, Bredgade 33, i hvilket det ses, at dette firma kunne gøre rede for
ikke mindre end 20 eksemplarer af samme mønt.
Vil man snyde sig fra arbejdet,
kan man ligeså godt gøre det med manér.
Ved lot 212 Christian III/Gustav Vasa Mark 1535 Stockholm (G 246 S 46-47) er
"eksperterne" ved deres intense "undersøgelse" fremkommet til det resultat, at
mønten er UNIK i privateje. Det vil sige, at mønten her - alt andet lige vil
komme til at koste langt, langt mere, end hvis der var mulighed for at kunne
komme til at købe andre eksemplarer end netop det nu udbudte.
Uheldigvis for
"eksperterne" afbildes et privatejet ekspl. nr. TO i Dansk Numismatisk Forenings
tidsskrift Numismatisk
Rapport nr. 41. Auktionshusenes tilknyttede "eksperter" er for år tilbage
orienteret om dette eksemplar. Katalogforfatteren B. Ahlström er i december
måned 1990 tillige oversendt fotos af eksemplaret, hvorefter B. Ahlström oplyser
en vurdering på SEK 7-10.000. Alligevel forsøger man at lade som ingenting og
fortsat beskrive det udbudte stykke for UNIK i privateje.
Går den, så går
den.
Katalogforfatteren snyder her af dovenskab bevidst fra sit arbejde. Flest mulige penge narres herved i virkeligheden fra køberen.
En anden sag er jo, at den her omhandlede type mønt-variation er af en sådan art, at sjældenhedsgraden for mønten IKKE vil kunne stå for en omhyggeligt udført sjældenheds-undersøgelse. Der vil i så tilfælde formentligt konstateres op til et betydeligt antal privatejede eksemplarer. Lad den potentielle køber hermed være advaret om at overveje hvilken sum penge, han investerer i dette stykke som auktionshusene løgnagtigt betegner eneste privatejede eksemplar!
Hvad gør auktionshusenes "eksperter" så forkert, når de skriver deres sjældenheds-"undersøgelser"?
Sagens kerne ligger i mængden af det udførte arbejde bag "undersøgelserne".
Een rimeligt dækkende raritets-undersøgelse er en omstændelig affære, som
kræver minimum 10 timers effektivt arbejde med studie af gamle auktionskataloger
og diverse andet kildemateriale pr. mønt (1).
Dette arbejde har de to
auktionshuses "eksperter" af bekvemmelighed/dovenskab sprunget over.
Istedet er man gået på Nationalmuseet og har som hovedgrundlag afskrevet de noter H. H. Schou indsamlede til sin reference-bog ca. 1906-1921. Noterne kan alle og enhver afskrive på 15 minutter; men det er selvfølgelig helt utilstrækkeligt og fuldstændigt amatøragtigt. Disse noter dækker kun ca. 10 procent af det materiale, det er nødvendigt at gennemgå, for at kunne konstruere en undersøgelse med en rimelig grad af korrekthed. Disse afskrevne noter, tilsat lidt småjusteringer, ophøjer "eksperterne" derefter rask væk til "undersøgelser". (2)
Nemt og bekvemt ... men for køberne kan det betyde tab af mange penge.
Det er glimrende at have ambitioner om at udgive et katalog med sjældenheds-undersøgelser og proveniens-analyser. Men har man ikke rådighed over de krævede midler og de nødvendige evner til opfyldelse af ambitionen, så står man tilbage med et pinligt resultat. Fremsættes kun formodninger, er både "eksperterne" og køberne bedst tjent med, at auktionshusene udelader disse gætterier fra katalogerne.
Som de 2 tidligere auktions-kataloger viser også det 3. auktionskatalog over
Holger Hedes samling, at problemerne fra 1919 stadig kendes visse steder i
branchen.
Mange købere vil blive narret for deres penge pga. de uvederhæftige
katalogbeskrivelser.
Ordvalget er her gjort fuldstændigt tydeligt, da
firmaerne flere gange skriftligt er blevet gjort opmærksom på deres
utilstrækkelige katalogiseringsmetoder. Alligevel forsøger man nummeret
endnu engang og handler derved i ond tro.
Nærværende notat er skrevet som advarsel for de potentielle købere, der uforvarende ville støtte sig til firmaernes navne og hidtidige status.
I den separate, meget summariske liste med justeringer henledes køberne på et
antal lots, hvor sælgerne vildleder køberne mht. sjældenheden/almindeligheden af
de udbudte, mønter. Der advares om, at køberne, såfremt disse i hovedsagen
forlader sig på auktionshusenes "vejledninger", da bliver taget for deres penge.
Auktionshusene har haft 6 år til katalogets udarbejdelse. Der har kun været
ganske få dage, til udarbejdelsen af advarsels-listen, og den må derfor ikke på
nogen måde betragtes som fuldstændig.
Andre tilfælde, hvor køberne risikerer
at blive tørret, vil utvivlsomt forekomme.
Andre auktionsfirmaer holder sig på jorden og foregiver ikke ekspertise i sjældenheds-undersøgelser. Deres kataloger er måske mindre fornemme og lidt mere amatøragtige, men de er reelle overfor køberne i modsætning til dette katalog. Det er en kunst at være sig sin begrænsning bevidst.
Var det III. Hede-katalog skrevet udfra dette princip, var dette notat aldrig blevet skrevet.
| (Nytårsbrevet 31. December 1994) |
|
|
Det er planlagt at genoptrykke de tre separate Hede-auktionskataloger i eet
samlet katalog. Under indtryk af den vrimmel af fejl, vildledninger, forkerte
sjældenheds-"undersøgelser" og gale proveniens-"oplysninger" som "eksperterne"
har klistret deres navne til i disse kataloger, må det i bedste mening
anbefales, at denne tanke skrinlægges.
Husk det sande, gamle ord: det er
menneskeligt at fejle, men djævelsk at fremture.
Firmaerne B. Ahlström og B. Rasmussen har allerede ofret rigeligt af deres hidtidige omdømme og rygte i markedet ved at tillade "eksperterne" at knytte firmaernes navne til disse 3 kataloger.
